Live igennem og med dannebrog i baggrunden rapporterede Danmarks første astronaut i rummet, Andreas Mogensen, lørdag aften dansk tid hjem fra den internationale rumstation, ISS.

I den anden ende af den direkte forbindelse, som var sat i stand af DR, var blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Andreas Mogensens kone.

Statsministeren ville blandt andet gerne vide, om den 38-årige astronaut havde haft tid til at kigge på jorden. Til spørgsmålet svarede Andreas Mogensen:

»Jeg har heldigvis haft lidt tid, men ikke meget, til at kigge ned. Det er fantastisk at sidde kigge ned på jorden, Fra de syv vinduer kan man faktisk kigge ned på hele jorden. Det er meget svært at beskrive, hvordan det føles.«

Det er første gang, at Andreas Mogensen, er på mission i rummet, og gennem telefonforbindelsen fortalte han blandt andet også om, hvordan astronauterne på ISS eksperimenterer med at omdanne deres tis til drikkevand. Et eksperiment, som Andreas Mogensen ifølge dr.dk har brugt det meste af lørdagen på.

Forud for lørdagens telefonopkald har danskere kunne lægge spørgsmål til Andreas Mogensen op på Lars Løkke Rasmussens Facebook-profil. En pige ville således gerne høre om, hvordan det føles at blive sendt op i rummet.

»Jeg vil ikke sige, at jeg var bange, men jeg følte, at jeg mistede kontrollen lidt,« sagde Andreas Mogensen, da statsministeren stillede spørgsmålet.

Efter cirka 51 timers rejse ankom den danske astronaut til ISS fredag klokken 12.15, hvor han hilste på rumstationens seks mand store besætning. I alt har 218 personer i tidens løb besøgt rumstationen, og Andreas Mogensen forlader rumstation igen fredag 11. september, hvor han flyver retur til Jorden.