På en række gynækologiske afdelinger lader man kvinder, der skal abortere, dele venteværelse med sunde og raske gravide kvinder. Det er ofte smertefuldt for de kvinder, der med sorg i hjertet ufrivilligt skal have fjernet deres foster. Og for de kvinder, der frivilligt vælger abort, kan det skabe skam og skyldfølelse at sidde side om side ved højgravide kvinder.

Kvinder der skal have foretaget abort på sygehuset får sig ofte en ubehagelig oplevelse, fortæller Radio24syv.

En rundspørge til landets 19 gynækologiske afdelinger, som radiostationen har foretaget, viser, at over en tredjedel af afdelingerne ikke afskærmer de ofte sårbare kvinder fra de øvrige raske, gravide kvinder i venteværelserne, men i stedet lader dem sidde side om side.

Og det er til mange aborterende kvinders store ulykke.

- Jeg sad der i venteværelset i dyb sorg over at have mistet mit barn. Jeg sad der med alle mine triste følelser og havde bestemt ikke brug for at se gravide par i alle stadier af graviditeten lige på det tidspunkt, hvor jeg var allermest sårbar, siger en kvinde, der for nyligt blødte sit foster ud ved en hjemmeabort og dagen efter blev indkaldt til opfølgning på Hvidovre Hospital.

Også kvinder, der af egen fri vilje får foretaget en planlagt abort, oplever, at det er ubehageligt at dele venteværelse med kvinder, der har tænkt sig at gennemføre graviditeten.

- Kvinderne er særligt sårbare, når de er på hospitalet. Og de kan få en høj grad af skyldfølelse, når de ser en højgravid kvinde i venteværelset, siger ledende overlæge på Regionshospitalet Randers’ gynækologiske afdeling Eva Kleberg Andersen.

På Regionshospital Randers har man for nyligt besluttet at lave et særskilt ambulatorium til kvinder, der skal have foretaget en planlagt abort. Det sker på baggrund af tilfredshedsundersøgelser, hvor flere kvinder har skrevet om dårlige oplevelser.

Men også kvinder, der behandles for barnløshed og får foretaget gentagne aborter, føler, at de gynækologiske afdelinger uforvarende tilføjer dem endnu et nederlag.

På hver tredje gynækologiske afdeling deler fertilitetsklinikkernes ufrivilligt barnløse kvinder nemlig venteværelse med kvinder og pårørende til føde- og barselsafsnittene, hvor nybagte forældre og deres familier vandrer rundt i lykke over familieudvidelsen.

Og det gør ondt i sjælen på de infertile kvinder. Det ses tydeligt på patientnetværket »Gentagne aborter« under sundhed.dk., hvor flere kvinder skriver om deres oplevelser:

- Hvem fanden har bestemt, at fertilitetsklinikken skal være på samme etage og lige over for fødeafdelingen????? Skulle aflevere nogle papirer til vores udredning for gentagne aborter på fertilitetsklinikken i dag, og så skulle jeg gå igennem en espalie af mennesker der stod med blomster og bamser %¤#”«¤&. På vej ned i elevatoren fulgtes jeg med en højgravid og en der lige havde født + hendes lille baby. Tak for det. Fik da vand i øjnene og tudede da jeg gik ud, skriver kvinden »GVJ«.

Rundspørgen viser derudover, at aborterende kvinder kan risikere at blive indlagt ved siden af raske kvinder, der selv har valgt at abortere. Det oplevede 37-årige Maibrit Schmidt for tre år siden, da hun måtte abortere for fjerde gang.

- Efter operationen kom jeg ind og ligge på stue med en 18-årig pige, som havde fået en frivillig abort. Hun fortalte, at hun havde fået en hest, hun gerne ville ride til, og det kunne jo ikke, når hun var gravid. Så hun skulle have en abort. Det var som at få et slag i maven, da jeg hørte hende sige det. Jeg lå der og var rigtig ked af, at jeg selv havde mistet mit foster for fjerde gang, siger Maibrit Schmidt til Radio24syv.

Anette Thrane, der er formand for Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, mener, at sygehusene skal afskærme og beskytte de aborterende kvinder. Sværere er det heller ikke, mener hun.

- Det ville klæde hospitalerne at adskille venteværelserne og afdelingerne i videst muligt omfang. Når man er ufrivillig barnløs hader man nærmest de gravide. I sig selv kan det være et traume at komme ind på afdelingen. Og så bliver det et endnu større nederlag, når man hele tiden bliver mindet om de andres sejr, siger Annette Thrane.

Formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, overlæge Kresten Rubeck Petersen fra Odense Universitetshospital, fortæller, de gynækologiske afdelinger ofte ligger side om side, fordi det giver bedst mening at samle specialisterne på et sted.

- Men vi skal selvfølgelig også tage hensyn til patienterne, siger Kresten Rubeck Petersen.

Derfor opfordrer han nu landets gynækologiske afdelinger til at se på at afskærme de aborterende kvinder fra de raske, gravide kvinder.

14 ud af landets 19 gynækologiske afdelinger har svaret i rundspørgen.