For tre uger siden forsvandt en lille dreng i skoven, bare halvandet år gammel. De fandt ham mange timer senere i et hul – i live. Det må være det allerværste, man kan opleve: uvished om sine børns tilstand. Men så læste jeg en notits, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og som gjorde at jeg i særlig høj grad fik medlidenhed med forældrene til den forsvundne dreng. Der stod, at det var de samme forældre, som sidste år mistede tre større børn i en trafikulykke.

Endnu en gang blev jeg mindet om, hvor sårbare vi er, og hvor uretfærdigt livet kan være. Jeg var kun 14, da jeg første gang erfarede det:

Vi var flyttet fra Skovlunde til Holte, og jeg talte i telefon med min veninde Christine, som skulle fejre 15 års fødselsdag. Idet vi var flyttet et godt stykke væk, kunne jeg ikke være med til at fejre hende. Under vores samtale blev hun dårlig og var nødt til at lægge på. Blot to dage senere fortalte en tredje veninde, at hun var kommet på hospitalet og lå i respirator. Da der endelig var nogen, der igen tog telefonen hjemme hos Christine, var det hendes mor: ”Hvordan har hun det?” spurgte jeg. "Christine døde i går", svarede hun.

Jeg kan huske, hvor jeg var, men ikke hvad der skete i minutterne efter. Jeg var dybt chokeret. Årsagen til hendes død skulle efter sigende være dobbeltsidig lungebetændelse. Resten af min gamle klasse var på lejrskole og derfor ikke med til begravelsen. Jeg var helt forstenet og blev yderligere chokeret over, at Christines forældre stod i kirken og trykkede hånd, bød velkommen og var festklædte. Jeg tror, de ønskede at tage sig godt ud ved afskeden - en form for kontrolleret handling - men det var altså underligt med pink negle og opsat hår. Christines mor holdt en kort tale ved kisten og rundede hun af med et: ”og nu må I endelig komme til gravøl bagefter. Vi har smurt så mange sandwicher.”

Forældrene var skilt, og hjemme i huset stod Christines værelse urørt længe. For længe. Det må have været spøgelsesagtigt for hendes lillebror, Sune. Kort tid efter hørte jeg, at hendes far havde hængt sig. Mine forældre forsøgte at opretholde kontakten til moderen for at kunne hjælpe på en eller anden måde. Det lykkedes ikke, for også hun tog sig af dage et år eller to senere. Med piller. Bum!

Ad omveje hørte jeg, at Sune blev hentet til USA af velhavende familiemedlemmer, og ved et syret tilfælde blev han senere kæreste med min nye venindes svigerinde. Jeg mødtes med ham og konstaterede, at han havde fået det godt. Nogen havde taget hånd om ham. Så mistede vi igen kontakten. Det er 15 år siden.

Da jeg blev mor for anden gang, mødte jeg på hospitalet en sygeplejerske, som viste sig at være barn af den familie, som Christine og hendes forældre altid rejste med. Hun føjede ny viden til: Christine døde af legionærsyge efter en rejse med sin far. Av! Var det det, der var humlen? havde han følt sig skyldig? Var det magtesløshed? Jeg finder nok aldrig ud af det. Der bliver ved at dukke brikker op, som danner et nyt billede.

I dag sidder jeg med det sidste brev, jeg modtog fra Christine. Hun sendte et kassettebånd med. Det indeholdt Simple Minds. Også det har jeg gemt. På forsiden af båndet står titlen på deres store hit, skrevet med Christines håndskrift: Dont you forget about me (Du må aldrig glemme mig, red.). Hmmm… Der er visse ting, vi mennesker aldrig glemmer!

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk