Rudy Markussen var i spil til at møde svenske Erik Skoglund i en titelkamp, men Nisse Sauerland vil ikke betale for kampen og kalder bokserens økonomiske krav for latterlige.

En landskamp mellem Danmark og Sverige i en boksering. Og så endda med et par mindre VM-titler og et europamesterskab oveni. Det lyder som en lækkerbisken for både danske og svenske boksefans.

Og det var også en reel mulighed så sent som i sidste uge. Men uenighed mellem bokseren Rudy Markussen og promotor Nisse Sauerland om det økonomiske udbytte til danskeren gør, at planerne nu er strandet.

Det fortæller Rudy Markussen til bt.dk.

- Først gik snakken på, at Sauerland ville forsøge at lave en kamp med mig og Lucien Bute. Og om jeg var interesseret i at være med i hans comeback-kamp. Det var jeg selvfølgelig, siger Rudy Markussen og fortsætter:

- Men jeg hørte så ikke rigtig noget, og så skrev min træner Kenneth Svensson til dem, om det blev til noget. Nisse Sauerland svarede så tilbage, at det ikke blev til noget alligevel, men at jeg kunne møde Erik Skoglund i stedet.

Det ville Rudy Markussen gerne. Også selv om han har været ude af ringen siden 2012 som følge af en diskusprolaps i nakken. Den skulle være i orden igen, og derfor sendte den 37-årige bokser et tilbud til Nisse Sauerland, der omfattede hans del af betalingen for kampen mod den svenske letsværvægter.

Men størrelsen på beløbet fik Nisse Sauerland til at droppe alle planer om en dansk-svensk landskamp ved et kommende Nordic Fight Night-stævne.

- Det var et latterligt beløb, og hvis jeg skal være ærlig, så vil jeg ikke blive svigtet af Rudy igen. Det er sket for mange gange, siger Nisse Sauerland, der henviser til Rudy Markussens tidligere forsøg på comeback, der er gået i vasken, men formentlig også til danskerens skuffende nederlag i WBA-titelkampen i 2012 til Brian Magee.

- Rudy har sagt så mange gange, at han ønsker at komme tilbage. Men han har skuffet mig så mange gange. Selvfølgelig kunne vi lave en kamp mod Erik Skoglund, men det er nødt til at blive på normale og ikke på helt vanvittige vilkår, siger Nisse Sauerland.

Rudy Markussen er ikke enig i, at hans økonomiske krav til en kamp mod 23-årige Erik Skoglund, der er ubesejret i alle sine 21 opgør, er urealistiske.

- Jeg synes, at det er et realistisk beløb for den kamp. Hvis det er en titelkamp over 12 omgange og med tre måneders træningslejr op til, så er det bestemt ikke et for stort beløb, forklarer Rudy Markussen.

Trods de døde linjer mellem ham selv og Nisse Sauerland håber Rudy Markussen fortsat på, at kampen kan blive en realitet. Han mener også, at han kan besejre den svenske bokser, selvom Rudy Markussen ikke har været i ringen siden december 2012.

- Selvfølgelig kan jeg det. Jeg går ikke op i ringen, medmindre jeg tror, at jeg kan vinde over ham. Men det kræver, at mine forberedelser er i orden, og at jeg får nogle gode sparringspartnere, siger Rudy Markussen.