Selvfølgelig er det umandigt. At tårerne igen løber ned af mine kinder, så jeg må tørre dem af i ærmet skjult for familien, blot fordi endnu en teenager i X-factor har sunget sig ind i stuerne og hjerterne i Danmark.
VORES hjerter.
For X Factor kan stadig røre mig – røre OS. X Factor kan samle OS. Om kort tid beslutter DR, om vi har set vores sidste X Factor på dansk grund. Om Blachman har blæst sin sidste dommedagsbasun over far og mor, som ikke tør fortælle sønnike, at hans sangtalent er mindre end sandsynligheden for, at vi nogensinde vinder VM i fodbold. Altså mindre end nul.
Så giv os endnu en runde X Factor, DR. Lige som I skal give os mere af Den store Bagedyst og endda Gift ved første Blik, dette særegne sociologiske TV-laboratorium, som jeg ikke fatter, at nogen vil medvirke i, men som jeg og husstanden er limet fast til i fascination.
X Factor er blevet beskyldt for at være pop og plat underholdning, og i sin tid som kulturminister sagde Bertel Haarder, at X Factor ikke er Public Service. Men hvad er det så? Udsendelsen samler fredag efter fredag det danske folk om sang og Blachmans forelæsninger, og Public Service betyder at være i folkets tjeneste. Public Service må også godt være andet end lektielæsning.
Tænk at få folk til at samles af lyst og ikke af pligt. Vi leder i disse år efter pejlemærker, efter det danske. X Factor er ikke særegent dansk, men det samler os.
Vi er på godt og ondt ramt af globalisering og personalisering på samme tid; en uendelig, buldrende omverden og en klaustrofobisk, skræddersyet informationshabit, som lukker os inde i vores eget lille univers. Imellem det ydre rum og det indre rum har vi behov for et fællesrum. Derfor diskuterer vi danskhed og leder efter de fyrtårne, der kan samle OS og skabe et VI.
I gamle dage symboliserede institutionerne et nationalt fællesskab. Vi var stolte af statsbanerne, af Danmarks Radio, Posten, Landsholdet, det skandinaviske SAS, og KTAS og Jysk Telefon, der forbandt Danmark og OS.
Nu skal vi snart være heldige, hvis vi får post en gang om ugen, de røde postbude er sågar blevet blå – jo, farver er også symboler – alle skælder ud på DSB’s forsinkelser, SAS mavelander hvert år med store underskud, landsholdet kan ikke fylde Parken, og TDC og Yousee er svært at forbinde med nationalt fællesskab.
Det skulle da lige være, hvis vi er samlet foran fjernsynet for at høre Dronningens Nytårstale, og TDC hackes, så skærmen går i sort. Da kan det næsten ikke blive bedre. For kongehuset og trangen til at brokke os over småting er ærkedanske fænomener. Vi er samlet, og vi er sure. Uha, den kombination kildrer vel nok dejligt.
Selv det danske flag har vi efterhånden svært ved at samles om. Det vajer i kolonihaverne og går til tops, når vi en sjælden gang vinder medaljer i udlandet, men når Pia Kjærsgaard vil hænge det op i det danske folketing, skammes hun ud. Hvis det er politisk ukorrekt at være stolt af sit flag, vidner det om et delt Danmark.
I store dele af den vestlige verden beskyldes medier, rigmænd, politikere og andre velstillede for at være en elite, som overser ”folket”, dem, der snarere ser globalisering som en forbandelse end en velsignelse, dem, der føler sig udgrænset og glemt.
Hvis vi reducerer Public Service til opdragelse - elite-TV – vil skellet i befolkningen blot vokse. Hvis DR tvinges til at udrense det folkelige til fordel for lektielæsning, skader vi både DR, OS og tilliden til den politiske magt; for de udgrænsede vil føle sig endnu mere udgrænset og opleve Danmark som landet med klanerne af den gode og den dårlige smag, af det gode og det dårlige liv.
Så DR, giv os mere X Factor. Der er trods alt stadig mere, som samler os end deler os. Deriblandt X Factor.
