Billede fra 2011, hvor daværende præsident for det russiske atletikforbund, Valentin Balakhnichev, svinger et flag fra IAAF. Valentin Balakhnichev har en uheldig hovedrolle i den verserende sag om omfattende doping i russisk atletik.
Billede fra 2011, hvor daværende præsident for det russiske atletikforbund, Valentin Balakhnichev, svinger et flag fra IAAF. Valentin Balakhnichev har en uheldig hovedrolle i den verserende sag om omfattende doping i russisk atletik. Foto: KIM JAE-HWAN

Ifølge nyhedsbureauet Associated Press advarede det internationale atletikforbund i 2009 om, at dopede atleter kunne være i livsfare.

International atletik blev i november ramt af en omfattende skandale, som fældede russiske atletikledere samt flere politikere og ansatte i det internationale atletikforbund, IAAF. Her afslørede det internationale antidopingagentur, Wada, korruption og omfattende doping i russisk atletik, som siden blev udelukket fra sommerens OL i Rio de Janeiro.

Torsdag ventes der at blive præsenteret nye afsløringer om snyd, svindel og doping i atletik, når Wada holder pressemøde i den tyske by München, men allerede nu er der sivet mere smuds ud om doping i international atletik.

Således har nyhedsbureauret Associated Press ifølge britiske BBC fået adgang til dokumenter, der afslører, at det internationale atletikforbund IAAF tilbage i 2009 advarede topfolk i russisk atletik.

Blodværdierne hos flere russiske atleter skulle ifølge dokumenterne være så høje, at »det satte deres helbred og endda liv i stor fare«.

Brevet blev sendt til den daværende præsident for det russiske atletikforbund, Valentin Balakhnichev, og indeholdt blandt andet informationer om, at blodtests af russiske atleter fra VM i Berlin var 'startling', hvilket bedst kan oversættes som 'stærkt opsigtsvækkende'.

Rusland vandt hele 13 medaljer ved verdensmesterskabet i Berlin, men de russiske atleter stod også for 'nogle af de højeste værdier, siden IAAF startede med at teste', som der står i brevet, der har det internationale atletikforbunds generalsekretær, Pierre Weiss, som afsender.

Både IAAF og Valentin Balakhnichev afviser historien over for Associated Press. Valentin Balakhnichev blev i sidste uge udelukket fra sporten på livstid.

SMS

Hitter på Facebook