Farfar, prins Henrik, tog børnebørnene Nikolai og Felix med på besøg på brandstation i Valby onsdag.

Se billederne her

Det kan godt være, at de har blåt blod i årerne og bor på et slot til daglig, men en rød brandbil er altid et hit. Og en rigtig farfar ved godt, at hvis man har børnebørn på syv og ni år, er den bedste udflugt, man kan give dem, et besøg på en brandstation med det hele.

- Og det var faktisk dødhyggeligt. Både for os og for dem, siger brandmester Michael Nielsen, der er er chef for Dæmningens Brandstation i Valby.

- Prinserne blev jaget op i en brandbil med det samme, og Prinsgemalen var lige så tændt som prinserne. Felix var lidt usikker i højderne, men Nikolai ville helt op i 30 meters højde, og bagefter insisterede Prinsgemalen på også at få en tur helt op med den store stige, fortæller brandmesteren.

Der blev slukket friturebrand, lagt skum ud med det store skumrør, rutsjet fra første sals højde og kørt i brandbil til den store kongelige guldmedalje.

Fik diplom som brandmand Da besøget lakkede mod enden, uddelte brandmesteren gaver til Nikolai og Felix.

- Vi synes, de skulle have et lille minde med herfra, så vi gav dem et diplom hver, hvor der stod, de havde været brandmand for en dag, siger Michael Nielsen.

Se, det var en rigtig eventyrdag, og det er ganske vist, at både prinserne og farfar morede sig kongeligt under besøget, der sluttede med wienerbrød og sodavand, før turen gik tilbage til slottet igen.

Se billederne her