Sådan lød de sidste desperate ord fra Delara Darabi, der blev henrettet af det iranske styre i fredags for en forbrydelse, hun ikke havde begået.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den 23-årige Delara Darabis blev uden varsel ført ud til galgen tidligt fredag morgen. Hverken hendes forældre eller hendes advokat blev informeret om henrettelsen.

- Aftenen forinden var alt i orden, og ingen vidste noget om henrettelsen. Men om morgenen blev forældrene vækket af Delara, der ringede ved en 6-7 tiden, fortæller Mahmood Amiry-Moghaddam, der er talsperson for menneskerettighedsorganisationen 'Iran Human Rights' til vg.no.

Delara Darabi har siddet indespærret i kvindefængslet i Rascht i Iran, siden hun blev dømt for mordet på sin fars kusine for fem år siden.

Kusinen blev slået ihjel under et indbrud. Delara påtog sig skylden for sin daværende kæreste, som fortalte hende, at man ikke kan dømmes til døden, når man er under 18.

Men det kan man godt i Iran. Delara Darabi var kun sytten år gammel, da hun blev dømt til døden.

Den unge kvinde blev dømt til døden ved hængning og på trods af massive protester fra flere menneskerettighedsorganisationer, så blev den unge kvinde fredag morgen ført til galgen.

LÆS OGSÅ
  • Nu er hun død
  • I morgen skal hun hænges


  • Den 19. april fik Delara ellers udsat henrettelsen i to måneder. Forældrene nægtede derfor at tro, at det var sandt, da deres datter ringede hjem til forældrene fredag d. 1. maj og fortalte, at nu skulle hun henrettes.

    - Mor, de vil hænge mig! Du må redde mig, lød det desperat fra den unge kvinde, da moderen tog røret.

    Derefter blev røret givet videre til faderen.

    - Hun sagde det samme til ham, men faderen troede ikke på, at det var rigtigt, fortæller Amiry-Moghaddam.

    - Det kan ikke være sandt. Vi har fået besked om, at det ikke vil ske før om to måneder, sagde faderen til den fortvivlede datter.

    - Nej far, jeg kan se galgen, svarede Delara Darabis,

    'Blev nægtet adgang'
    Amiry-Moghaddam fortæller, at en ukendt mand derefter rev røret ud af hånden på Delara Darabi og sagde:

    - Hvor længe har du tænkt at være dum nok til at tro, at vi ikke henretter din datter?

    Derefter blev røret lagt på.

    De fortvivlede forældre kørte straks ud til kvindefængslet i Rascht, hvor Delara Darabi har siddet indespærret, siden hun blev dømt for mordet på sin fars kusine for fem år siden.

    - Forældrene bad om at komme ind og møde deres datter, da de nåede frem til fængslet, men de blev nægtet adgang, fortæller Amiry-Moghaddam.

    Imens forældrene stod udenfor porten, kom der en ambulance fra retsmedicinsk afdeling.

    - Nu er hun død, tænkte de. Samtidig fik de en sms fra en pige i fængslet, hvor der stod, at Delara var død, fortæller Amiry-Moghaddam til den norske avis.