Chefen for Bagmandspolitiet håber på en hurtig udlevering af den flygtede direktør i IT-Factory, Stein Bagger, fra USA til Danmark.

Efter at den forsvundne tidligere direktør i IT-Factory, Stein Bagger, har meldt sig selv til politiet i Los Angeles, arbejder dansk politi nu for at få ham udleveret. Hvor lang tid det tager, ved chef for Bagmandspolitiet, Jens Madsen, ikke.

- Jeg håber da, at det vil gå lidt hurtigere, fordi han har meldt sig selv, så man må antage, at han ikke vil protestere mod en udlevering, siger Jens Madsen til Ritzau.

Både hovedaktionæren i IT-Factory, Asger Jensby, og Stein Baggers kone, Anette Uttenthal, er tidligere blevet afhørt af politiet i forbindelse med sagen. På spørgsmålet om, hvorvidt de skal afhøres igen, nu hvor Bagger er dukket op, siger Madsen:

- Vi var ikke færdige med afhøringerne, så både Jensby og Anette Uttenthal skulle alligevel afhøres igen.

Bagger gjorde tilsyneladende ikke meget for at skjule, hvor han tog hen, efter at han forlod konen og vennerne i Dubai, da han angiveligt rejste til USA på sit eget pas.

- Jeg har ikke oplysninger om, at han ikke skulle have rejst på sit eget pas, siger Jens Madsen.

/ritzau/