'Stein er på vej hjem. Og vi glæder os alle meget til at se ham igen, lyder det fra Steins bror i Spanien.

- Det vigtigste for os er nu sket: At Stein er dukket op, at han er ved godt helbred, og at han er på vej hjem. Vi glæder os alle meget til at se Stein igen. Sådan lyder den første reaktion fra Stein Baggers familie efter, at den eftersøgte IT-direktør sent lørdag meldte sig til politiet i Los Angeles.

Det er Stein Baggers bror, Trym Bagger, der er bosat i Spanien, som for få minutter sendte familiens glade budskab ud på familiens hjemmeside.

Trym Bagger skriver videre:

- Nu er det politiets opgave at efterforske sagen og domstolen at høre alle sider, inklusive Steins, i denne meget omfangsrige og komplekse sag.

B.T. har netop talt med Trym Bagger på telefon. Han ønsker for nuværende ikke at kommentere sit blog-indlæg yderligere. Han henviser dog til den meddelelse, som han lørdag aften sendte ud på familiens blog - og 25 minutter senere tog af igen.

- Angående den notits der i en meget kort periode stod på vores blog omkring en mulig kontakt fra Stein, så blev den i første omgang lagt ud på siden fordi den øjensynligt var fra Stein. Da der senere opstod tvivl omkring ægtheden af denne besked, valgte vi at trække den tilbage. Vi er dog nu nået frem til den konklusion at Stein virkelig var afsenderen.

Trym Bagger oplyser desuden:

- Hovedpunkterne i beskeden fra Stein var at han i de sidste fire år har været udsat for systematisk afpresning og trusler mod ham og hans familie. Dette tvang ham ud i økonomisk kriminalitet. På trods af dette har han prøvet at på være et ordentligt menneske, og betale alle til tiden.