Facebook er inficeret med en virus, som breder sig hurtigere end branderten til julefrokosten.

Din ven på facebook har ’tagget’ dig i en video, og det kan jo kun være spændende. Men inden du skynder dig ind og ser sidste weekends eskapader, så tjek lige om linket er fra en webside fra Google. Er den det - er der stor sandsynlighed for, at det er en virus i form af en trojansk hest.

En trojansk hest er, udover en vigtig del af græsk historie, et program som udgiver sig for at være noget andet end det egentlig er. Oftest er det en virus eller et spionprogram, der kan følge med i din gøren og laden på nettet.

I facebooks tilfælde er der tale om et – falsk – program, der skal afspille den video som din ven har ’tagget’ dig i. Men i virkeligheden nupper programmet dit kodeord til facebook og giver den videre til uvedkommende. Og i det øjeblik man klikker ’ja’ til programmet og installerer applikationen, springer den videre ind i din profil og videresender virussen til dine venner.

De fleste på facebook har flere hundrede venner, så virussen er højst sandsynligt allerede på vej mod din mailboks derinde.

Hvis du vil være sikker på, at den trojanske hest ikke rider rundt i din profil, så lad være med at sige ja til nogle programmer uden at spørge din ven, som har sendt den, om hvad det er for noget.