Føtex og SuperBest i København fik i dag uventede gæster, da 25 Greenpeace-aktivister invaderede butikkerne og tog fiskene som 'gidsler'.

I et forsøg på at skabe fokus på de danske supermarkeders indkøbspolitik af overfiskede dyrearter beslaglagde Greenpeace onsdag formiddag fisk i Føtex og SuperBest.

- Klokken 11.15 gik den planlagte aktion igang, og kort efter var flere af forretningernes fisk lagt under både lås og slå, siger pressemedarbejder hos Greenpeace, Christina Koll, til bt.dk

I Føtex blev tunen smidt i en indkøbsvogn, der straks blev forseglet med stålnet og hængelåse. Samtidig blev flere af fryseboksene afspærret med samme midler.

Andetsteds i København blev ål, torsk og tun spærret ind med afspærringstape, så kunderne i SuperBest ikke kunne komme til den ellers så sunde spise.

scroll ned og læs mere

Smidt ud efter 20 minutter
Målet med Greenpeaces aktion var at sætte fokus på de to kæders køb af fisk, der både bliver overfisket og udsat for en destruktiv fangst.

- Det er uacceptabelt, og Føtex og SuperBest må fjerne problematiske arter fra deres sortiment og implementere en politik for indkøb af bæredygtige fiskeprodukter med det samme, siger Hanne Kærgaard Lyng Winter, havbiolog i Greenpeace.

- Stemningen var ikke så positiv i Føtex, hvor aktivisterne blev smidt ud efter 20 minutter. I SuperBest var de mere positive, hvor der var plads til et smil og en forklaring til kunderne, inden de blev smidt ud efter 45 minutter, siger Christina Koll til bt.dk.

Fiskene blev efterladt, som de var angrebet, men om de er blevet sat på fri fod igen var der ingen hos Føtex, der ville udtale sig om.