Saudiarabisk mand forlod sin kone, fordi hun sad alene og så tv, hvor en mand var på skærmen.

Det blev for meget for en saudiarabisk mand, at hans kone sad alene og så et tv-program, hvor en mand var studievært. Det var umoralsk, mener manden, der derfor har ladet sig skille, rapporterer avisen Al Shams.

Manden begrunder skilsmissen med, at hans kone reelt har været alene med en mand, hun ikke er i familie med, og det er forbudt i henhold til den strenge islamiske lov, der råder i det meget konservative Saudi-Arabien.

Mænd i Saudi-Arabien har ret til at lade sig skille uden at blande myndighederne ind i det.

/ritzau/