I december 2021 døde den tiårige Nylah Anderson efter at have forsøgt sig med en TikTok-udfordring. Nu sagsøger hendes mor det sociale netværk for at være ansvarlig for datterens død.

Nylah Anderson havde ikke sunget eller danset, som tusindvis af andre børn og unge, der filmer sig selv og lægger videoer på TikTok. Derimod havde hun forsøgt sig med den såkaldte 'Blackout Challenge'.

Udfordringen, som hun fandt på TikTok, lød, at hun skulle holde vejret, til hun besvimede. Nylah Anderson blev indlagt på hospitalet efter at have forsøgt 'at kvæle sig selv til besvimelse', men vågnede aldrig igen.

Ifølge Tawainna Anderson havde TikTok præsenteret udfordringen på datterens 'For You'-side, hvor TikTok foreslår videoer, der vil være af særlig interesse for den enkelte bruger.

Nu sagsøger hun TikTok for det, hun kalder en »altødelæggende markedsføringsstrategi«:

»Algoritmen mente, at den dødelige besvimelsesudfordring var passende og formentlig ville interessere tiårige Nylah Anderson. Resultatet var, at hun døde,« citerer cbsnews fra anklageskriftet, der blev fremlagt i retten i Pennsylvania.

Ifølge advokaterne udnytter algoritmen oplysninger om TikTok brugerne – blandt andet deres alder – til at sende dem videoer:

»Sårbare brugere, såsom børn, bliver kastet ind i et uendeligt dopamin-feedback-loop, som skaber afhængighed og en trang til at engagere sig yderligere i TikToks app,« lyder det i anklageskriftet.

Facebook, TikTok, Twitter, YouTube og Instagram er bare nogle af de apps, som mange unge bruger dagligt. Foto Dado Ruvic.
Facebook, TikTok, Twitter, YouTube og Instagram er bare nogle af de apps, som mange unge bruger dagligt. Foto Dado Ruvic. Foto: DADO RUVIC
Vis mere

Ifølge Andersons advokater er 'Blackout Challenge' blot en af flere sundhedsskadelige udfordringer, der sendes til børn og unge:

»Men 'Blackout Challenge', der udfordrer brugerne til at tage kvælertag på sig selv med bælter, taskeremme eller noget lignende, indtil de besvimer, er en af de mest dødelige.«

Ifølge anklageskriftet skulle TikTok kende til flere børn, der er døde efter at have forsøgt at bringe sig selv til besvimelse.

I april sagde familien til den 12-årige Joshua Haileyesus fra Colorado, at deres søn døde i et forsøg på at gennemføre udfordringen. Mens en tiårig italiensk pige i januar blev erklæret hjernedød efter at havde forsøgt sig med at holde vejret.

TikTok kommenterer ikke på verserende retssager, lyder det fra det sociale medie selv. Men en talsperson fra mediet udtalte kort efter Nylah Andersons død:

»Denne foruroligende udfordring, som folk synes at kende fra andre kilder end TikTok, fandtes længe før vores platform.«