Det kan være en god idé at have sit regnslag med på arbejde i dag.

Store dele af Danmark kan efter frokost nemlig se frem til en risiko for lokale skybrud, torden og endda hagl, varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det er i de sydlige og sydvestlige egne, at der er i risiko for det voldsomme vejr, der først vil ramme det sydlige Jylland og senere trække hen over Fyn og Midt- og Sydsjælland.

Selvom jorden ikke er tør længere, bør man også holde øje med vandstanden, hvis man oplever en masse nedbør.

»Når jorden er blød, er risikoen for pludselige oversvømmelser mindre, men regner det meget og længe, kan det sagtens føre til oversvømmelser,« siger den vagthavende meteorolog hos DMI til B.T.

Nordjylland og Nordsjælland har ikke fået varslet lokale skybrud og torden. Det kan dog stadig være en god idé at have en paraply med. Det lavtryk, der kommer til os fra De Britiske Øer, kan nemlig også sende regn deres vej.

DMI følger situationen og er klar til at forlænge og opgradere varslet. Det gælder eksempelvis for Nordsjælland som i nat og især lørdag også kan risikere skybrud.