Det ser friskt ud, men dit æble kan være op til 10 måneder gammelt, når du køber det i supermarkedet. Det kan gå ud over næringsværdi og smag, skriver Søndagsavisen, der afslører, hvor gamle en lang række fødevarer kan være.

Æbler, pærer og kartofler kan have ligget på lager i næsten et år og have været behandlet med både kemi og meget lave temperaturer for at kunne se friske ud i køledisken.

»Industrien bruger eksempelvis såkaldte æblehoteller, hvor de lagrer æblerne, ændrer på gassammensætningen og reducerer iltindholdet til under to procent, så æblerne på den måde går i dvale,« siger fødevareforsker Merete Edelenbos til Søndagsavisen.

Hun har i samarbejde med avisen udarbejdet en lang liste over frugt og grønt og deres potentielle holdbarhed, hvis industrien bruger de avancerede metoder.

Og det kan gå ud over din sundhed, da C-vitamin nedbrydes, når æblet bliver plukket og har tabt halvdelen af indholdet af vitaminet på et halvt år. Men også smagen påvirkes af industriens metoder.

»Hvis en gulerod ikke er håndteret ordenligt bliver den nemt bitter, mens blommer, der næsten køles til frysepunktet bliver grønne og hårde og stort set ikke smager af noget,« siger fødevarer forsker på Newcastle University Kirsten Brandt.