Krisen kradser for alvor hos den voldsomt populære video-delingstjeneste TikTok, da USA kan blive næste land, der lukker ned for det sociale medie.

Men der kan være en løsning på vej.

Det skriver flere internationale medier.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har truet med at lukke ned for TikTok, der har omkring 100 millioner brugere i USA.

Og senest har han sat en endelig dato for, hvornår det kan ske.

Det skyldes hovedsageligt, at TikTok med sit kinesiske ejerskab bliver anset for en sikkerhedstrussel i mange lande rundtomkring i verden.

Indien, som ligger i en dødelig grænsestrid med Kina, har forbudt tjenesten for sine mere end 1,2 milliarder indbyggere. Netop Indien havde omkring 200 millioner aktive brugere af TikTok.

USA er også en af de helt store TikTok-nationer. Og derfor har det vakt harme blandt mange af de hovedsageligt unge, som bruger TikTok, at Donald Trump har varslet en potentiel nedlukning.

Men som nævnt har Trump smidt en potentiel redningsvest ud til den amerikanske del af TikTok.

Det skriver mediet Axios, som har været i kontakt med en række toprepublikanere med indsigt i sagen.

I toppen af det republikanske parti – og i Det Hvide Hus – har man nemlig sagt god for en idé om, at styresystemgiganten Microsoft kan få lov til at opkøbe den del af TikTok, som begår sig i USA.

Det er dog med et betydeligt krav.

TikToks kinesiske moderselskab, Bytedance, skal nemlig skrives helt ud af ligningen – og Microsoft skal overtage ejerskabet 100 procent, skriver Axios i sit nyhedsbrev for søndag, Axios AM.

Det mener Microsoft, at man sagtens kan finde ud af. Og mon ikke Bill Gates' techgigant slikker sig om munden ved tanken om at overtage et socialt medie i markant vækst, som kan tage kampen om mod konkurrenter som Snapchat og det Facebook-ejede Instagram.

Det er ikke længe siden, Donald Trump meldte ud, at han overvejede et totalt forbud af TikTok i USA grundet landets sikkerhed.

Allerede sidste år satte Kongressen en undersøgelse af det sociale medie i gang – og det betød blandt andet, at medarbejdere i landets trafikorganer ikke måtte have TikTok-appen installeret på deres telefoner.

Herhjemme har TikTok også mødt hård kritik. Det skyldes blandt andet, at eksperter til B.T. har udtalt, at man bør slette TikTok fra sin telefon, hvis man har den, da den nærmest høster alle de data fra brugerne, som den kan komme i nærheden af.

Om en amerikansk TikTok-overtagelse vil få betydning for TikTok herhjemme, står endnu ikke klart.

Men Microsoft har gjort det klart, at man ønsker at overtage TikTok i USA, Canada, Australien og New Zealand.

Ifølge BBC regner Microsoft med at have aftalen med Bytedance klar i midten af september. Og samtidig har Trump meldt ud, at det skal være på plads inden 15. september, ellers lukker han for det sociale medie i landet.

Hvis ikke det sker, kan Trump ende med at tage den drastiske beslutning at forbyde TikTok i USA.

Det er normalt ikke muligt for en præsident at tage den slags beslutninger. Men da TikTok netop har en udenlandsk ejer, så har han og Kongressen yderligere muligheder for et forbud, skriver Axios.

TikTok har selv været ude at afvise, at man på nogen måde udgør en sikkerhedsrisiko. Det kan man læse mere om her.