Hen over weekenden blev flere europæiske lufthavne ramt af et cyberangreb. Onsdag er man stadig ramt.
I Berlin Brandenburg Lufthavn i Tyskland er der fortsat forsinkelser og aflysninger efter et cyberangreb, som ramte i weekenden.
Det oplyser lufthavnen til nyhedsbureauet dpa.
- Selskabet har informeret os om, at det kan tage flere dage at få systemet til at fungere fuldt ud igen.
- Det er meget uheldigt og kom som en overraskelse, siger en talsperson for lufthavnen til dpa.
Det vides endnu ikke, præcis hvornår driften i lufthavnen er tilbage til normalen.
Siden angrebet har Berlin Brandenburg Lufthavn haft udfordringer med check-in, boarding og bagagehåndtering. Flyselskaberne har blandt andet håndteret situationen ved at tjekke passagererne ind manuelt.
Passagerer opfordres onsdag til at tjekke, om deres fly går som planlagt.
Cyberangrebet ramte fredag aften og påvirkede også Bruxelles Lufthavn og Heathrow Lufthavn i London.
/ritzau/