Får vi nogensinde Caroline Wozniacki at se igen på en tennisbane? Eller er karrieren for én af Danmarks allerstørste sportsudøvere slut?
De rød-hvide tennisfans hungrer i hvert fald efter at få svar på blandt andet de to spørgsmål, når snakken falder på den danske verdensstjerne i øjeblikket.
For ikke siden US Open i 2024 har hun været i kamp, og der har i mere end et år været både stor mystik og adskillige rygter omhandlende den 35-årige tennisstjerne, som i mellemtiden er blevet mor for tredje gang.
Derfor er der da også noget, der tyder på, at Caroline Wozniackis tid i verdenstoppen er forbi. Det mener TV 2's tennisekspert Peter Bastiansen.

»Jeg går jo stærkt ud fra, at hendes karriere er slut. Hun er røget helt ud af verdensranglisten,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Hun har tre små børn, og jeg kan ikke se, hvordan hun logistisk kan få det til at hænge sammen. Hun starter jo helt forfra med wildcards, og jeg er ikke sikker på, at turneringsarrangørerne hopper på den én gang til og tildeler hende nogle til de store turneringer. Så stor succes var det heller ikke sidste gang.«
Ville det være underligt, hvis hun pludselig gjorde comeback?
»Det ville ødelægge hendes ekstremt flotte status inden for tennis. For hun kan ikke følge med længere. De unge spillere er for gode. Og det, tror jeg, hun har indset. For hun er ikke i nærheden af at kunne vinde turneringer. Standarden er alt for høj.«
»Men Caroline har jo haft den flotteste karriere, som en dansker nogensinde har haft. Og det, synes jeg, man skal glæde sig over.«
Generelt mener Peter Bastiansen, at det seneste års manglende udmelding fra danskeren har været unødvendigt.
»Jeg synes, det er meget mærkeligt. Det havde været naturligt at melde ud, at hun stoppede karrieren, da hun var gravid med sit tredje barn. Men måske hun savner tennis og det liv, der følger med. At være en del af WTA-touren, som er en lille familie. Det fællesskab tror jeg, hun savner, når hun står derhjemme med tre børn. Og det kan jeg godt forstå,« forklarer TV 2-kommentatoren, inden han tilføjer:
»Hun har jo masser af penge, og hun har ikke noget at skulle bevise. Så jeg synes, det er lidt synd, hun ikke melder noget ud. Hun har jo haft en vanvittig flot karriere.«

»Altså, hvad er det, hun mangler? Hun kommer aldrig nogensinde til at komme i nærheden af at vinde en grand slam eller WTA 1000-turnering igen. For hun har ikke fysik til at spille fem kampe i træk. Det kunne hun engang, men af naturlige årsager kan hun ikke det længere.«
Peter Bastiansen bliver da også konstant mødt med spørgsmål om, hvad der sker med Caroline Wozniackis karriere for tiden.
»Folk, jeg møder, undrer sig jo over, at hun ikke melder noget ud. På TV 2 er der også mange, der snakker om det. Folk synes jo, det er mærkeligt,« afslutter han.
Caroline Wozniacki har ikke været i kamp, siden hun tabte i fjerde runde ved US Open i 2024.
Den tidligere verdensetter gjorde i august 2023 comeback efter mere end tre år væk fra tennisverdenen.

