Sveriges landstræner, Jon Dahl Tomasson, er blevet lagt for had i Sverige efter en virkelig sløj start på VM-kvalifikationen.

Nu taler den danske træner ud om det, der har ramt ham.

»Sociale medier er én ting. Det er en del af den verden, vi lever i, og jeg synes, at det er rigtig godt at være kritisk. Hvis der er hadbeskeder, eller skal jeg kalde det 'verbal vold', har jeg ingen ord for det. Jeg synes, at det er modbydeligt,« siger Jon Dahl Tomasson i et interview med SVT ifølge DR.

Den tidligere landsholdsangriber ønsker ikke at kommentere, om han har modtaget direkte trusler – af en helt særlig årsag:

At der pågår en politiefterforskning.

Det svenske fodboldforbund har således politianmeldt flere af de hadbeskeder, deres danske landstræner har modtaget.

Det var især efter det dybt skuffende nederlag til Kosovo tidligere på måneden, at Jon Dahl Tomasson blev lagt for had på sociale medier, herunder på det svenske fodboldforbunds egne kanaler.

Sverige har blot et point efter to kampe i VM-kvalifikationen.

Udover nederlaget til Kosovo har Jon Dahl Tomassons mandskab spillet uafgjort mod Slovenien.

Næste opgave for Sverige er en hjemmekamp mod Schweiz, som fører kvalifikationsgruppe B med maksimumpoint og en målscore på 7-0.