'Oplevelse med Jonatan Spang.'

Sådan lød overskriften på en Reddit-tråd, der så dagens lys den 27. marts 2025 klokken lidt over 11.

I opslaget fortalte en nu 32-årig kvinde, at hun som 15-årig i 2009 blev udsat for et overgreb af tv-vært og komiker Jonatan Spang. Dengang var han 31 år. 

Et overgreb, som Jonatan Spang i dag selv i et Instagram-opslag afviser at have begået.

Det er den samme 32-årige kvinde, der i dag fortæller sin historie i Berlingske, og som nu også over for B.T. stiller op til interview på betingelse af anonymitet af hensyn til sit privatliv. 

Hun fortæller, at hun i foråret lavede et opslag på Reddit for eventuelt at finde andre kvinder, der havde haft lignende oplevelser med komikeren.

»Jeg havde bearbejdet episoden og var kommet frem til, at det ikke var min skyld, at jeg var blevet udsat for overgrebet. Det er også derfor, jeg fortæller historien nu – fordi han skal stoppes.«

Men hvorfor gik du ikke til politiet dengang?

»Jeg fortalte det til mange i min skole, men der var ingen, der nævnte noget med politiet, og jeg tænkte heller ikke selv dengang som 15-årig, at han havde gjort noget ulovligt – jeg tænkte bare, at det var voldsomt og ubehageligt. Det er først senere, at det er gået op for mig,« siger den nu 32-årige kvinde.

Og hvorfor er det så relevant at bringe op nu?

»Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg kan forhåbentligt sørge for, at andre ikke vil opleve det samme med Jonatan,« siger hun.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk - alle henvendelser behandles fortroligt.

Den 32-årige kvinde vågnede i dag onsdag op til, at Jonatan Spang lagde et opslag ud på Instagram.

Her lød det blandt andet, at han ikke genkendte kvindens forklaring, at han dog burde have handlet anderledes, og han har søgt professionel hjælp.

Der var dog særligt én formulering, der fik den 32-årige kvinde til at synke en ekstra gang.

»Det var og er forkert, og det har jeg også beklaget overfor kvinden,« skriver Jonatan Spang i sit opslag.

Men det er bestemt ikke en udlægning, som kvinden deler.

»Da han pludselig skrev til mig sidste år, konfronterede jeg ham med min oplevelse, og der skrev han, at han var 'ked af', at vi havde haft en forskellig oplevelse af hændelsen,« siger hun og fortsætter:

»Men det er da ikke det samme som at beklage, at han har gjort noget forkert. Jeg har intet hørt fra ham siden. Jeg føler bestemt ikke, at han har beklaget, eller at jeg har fået en regulær undskyldning.«

Den 32-årige kvinde kontaktede 17. juni DR og beskrev sin oplevelse med Jonatan Spang.

Tidligere på ugen blev Jonatan Spang fyret af DR.

Jonatan Spang skriver blandt andet i sit opslag på Instagram, at han har søgt professionel hjælp.

»Hendes udlægning af vores forhold har også fået mig til at indse, at jeg har haft usunde relationer, og jeg må i dag med skam erkende, at jeg menneskeligt har handlet forkert i nogle af mine forhold og relationer. Undskyld,« skriver han også.

B.T. har set flere af de beskeder, som Jonatan Spang og den nu 32-årige kvinde udvekslede i 2009.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jonatan Spang.