Det kan ske »når som helst«.

Sådan lyder det fra iværksætteren og skuespilleren Julie Zangenberg, der i et opslag på Instagram viser sin voksende babybule frem og afslører, at hun snart bliver mor til to.

»Vi er virkelig, virkelig gravide nu og venter en dreng når som helst,« skriver hun til et billede (som kan ses i bunden af artiklen), hvor hun sidder og spiser, mens hendes mave kan ses titte frem under hendes bluse.

Det var i april, at hun afslørede, at hun og manden,  gourmetkokken Andreas Bagh, venter deres andet barn.

I forvejen har parret sønnen Leo, der kom til verden i 2021.

»Vi glæder os så meget til at møde vores lille nye menneske til oktober. Leo er allerede den bedste storebror,« lød det dengang fra 36-årige Julie Zangenberg.

Parret har været sammen siden 2016, hvor de mødte hinanden, efter skuespilleren havde spist på Hotel d'Angleterres restaurant, Marchal, hvor Andreas Bagh på det tidspunkt arbejdede som køkkenchef.

I 2023 blev de efter tre års forlovelse gift.

Julie Zangenberg fik sit gennembrud som skuespiller i 2002 som blot 11-årig. Siden har hun medvirket i en række serier, programmer og film, mens hun de senere år primært har arbejdet med sit firma, Cozy, der producerer afslapningstøj.

Her kan du se Julie Zangenbergs opslag på Instagram: