20 dages betinget fængsel.
Nogle gange på vilkår af 40 timers samfundstjeneste.
Sådan lyder straffene i disse uger næsten på samlebånd ved byretten i Odense.
Det sker, når den ene bilejer efter den anden bliver dømt for at have betalt bestikkelse for at undgå at få deres bil synet.
I stedet betalte bilejerne 4-5.000 kroner til en mellemmand, som ved hjælp af en villig bilsynsassistent i Kerteminde sørgede for såkaldt sms-syn.
Her blev bilen i modstrid med lovgivningen aldrig fysisk undersøgt for fejl og mangler i en synshal, men blev alligevel indberettet til Færdselsstyrelsen som lovligt synet.
»Jeg har fået fire flyttekasser fyldt af sager ind på mit kontor. Det drejer sig om op mod 50 sager, og jeg er startet med de 15-20 stykker, hvor bilejerne umiddelbart kan erkende at have ydet bestikkelse,« siger specialanklager Maria Fanø-Fredeløkke fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi til B.T.
De sorte bilsyn blev afsløret i maj 2023 af DR-programmet 'Kontant', og sidste år blev den korrupte bilsynsassistent dømt for i 63 forhold at have modtaget bestikkelse.
Den nu 44-årige mand blev i september i fjor i Odense idømt en kombinationsdom på ni måneders fængsel, hvoraf de tre måneder skulle afsones.
Resten blev gjort betinget af 120 timers samfundstjeneste og en prøvetid på et år. Desuden blev han frakendt retten til at udføre syn i to år.
Og nu falder hammeren altså over op mod et halvt hundrede bilejere, som ydede bestikkelse.
Hvis de tilstår, står de hver til 20 dages betinget fængsel. Hvis de nægter, men alligevel findes skyldige, lyder straffen typisk også på 20 dages fængsel, men betinget af 40 timers samfundstjeneste.
»Vi har 46 ens sager i august, september og oktober. Alene i denne uge drejer det sig om ni,« fortæller den travle anklager.
»Nogle starter med at nægte med arme og ben, men når de kommer ned i retten og ser, at vi har videoovervågning af, at deres bil ikke har været synshallen den dag, og vi måske har en kontooverførsel, hvor de har betalt 4.-5.000 kroner til en mellemmand, som har erkendt samtidig at have bestukket synsassistenten, så vælger mange at tilstå.«
»Hvis beviserne er så overvældende, at man bliver dømt alligevel, er det jo meget smart at erkende og så slippe med en betinget dom alene i stedet for også at skulle ud i noget samfundstjeneste,« tilføjer hun.
Udover bilejerne venter også en håndfuld mellemmænd i bestikkelsessagerne på at komme for retten.
»De har efter vores opfattelse lokket bilejerne til på en Facebook-profil, taget imod pengene og sendt nogle af dem videre til bilsynsassistenten. Han er dømt for at have modtaget omkring 1200 kroner pr. bil af de op mod 5.000 kroner, som bilejerne betalte. Resten af pengene er gået til mellemmænd og fidusmagere,« siger specialanklageren.