De kommende dage ser ud til at byde på solrigt vejr, men også på kølig luft, svage vinde og klart nattevejr.
Tilsammen udgør det ingredienser, som ifølge Danmarks Meteorologiske Institut lægger op til særligt et spørgsmål:
Hvornår rammer efterårets første nattefrost?
I en vejrkommentar hos DMI oplyser meteorologerne Sandra Nygaard og Klaus Larsen, at der natten til onsdag lokalt i det midtjyske blev målt ned til 0,0 grader.
Kigger vi frem mod de kommende nætter, er der ifølge meteorologerne ikke umiddelbart udsigt til det, man kalder officiel nattefrost, som af DMI defineres som frost i lufttemperaturen målt i to meters højde, hvor temperaturen falder til under nul grader.
Natten til torsdag ser det dog ud til, at det er tæt på.
»Der gives ned mellem plus 1 og plus 4 grader i prognoserne i det indre af Jylland. Så man kan ikke udelukke, at vi lokalt kan få sæsonens første nattefrost,« lyder det.
Hos DR Vejret lyder det dog, at nattefrosten allerede kan have meldt sig.
For ved den midtjyske by Karup viste termometeret tidligt onsdag morgen 0,3 frostgrader, lyder det.
I græshøjde er der ifølge DMI ofte to-tre grader koldere end i to meters højde.
»Derfor er det ret sandsynligt, at der lokalt vil forekomme rim i græsset i Jylland her onsdag morgen og igen torsdag morgen,« oplyser meteorologerne.