USA vil fraråde gravide at tage paracetamol. Trump sagde mandag, at det skyldes øget risiko for autisme.
Der er ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ingen sammenhæng mellem autisme og gravide kvinders brug af det smertestillende middel paracetamol.
Det skriver WHO onsdag i en pressemeddelelse.
- WHO understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke findes nogen afgørende videnskabelig dokumentation, der bekræfter en mulig sammenhæng mellem autisme og brug af acetaminophen (paracetamol, red.) under graviditeten, lyder det.
Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, i mandags sagde, at myndigheder i landet vil bede læger om at fraråde gravide at tage paracetamol under deres graviditet.
Det skyldes, at der ifølge præsidenten kan være en øget risiko for autisme.
- At tage paracetamol er ikke godt. Jeg kan godt sige det - det er ikke godt. Af den årsag anbefaler de kraftigt, at kvinder begrænser brugen af paracetamol under graviditet, medmindre det er medicinsk nødvendigt, sagde Trump.
Præsidenten fremlagde i den forbindelse ikke nogen beviser for sin påstand.
Ifølge WHO er der det seneste årti blevet forsket omfattende i sammenhængen mellem brugen af paracetamol og autisme. Ingen af studierne har fundet en afgørende sammenhæng.
Organisationen anbefaler, at alle gravide kvinder følger råd og anbefalinger fra deres læge.
En lignende melding kom tirsdag fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
- Vores rådgivning er baseret på en grundig vurdering af de tilgængelige videnskabelige data, og vi har ikke fundet beviser for, at indtagelse af paracetamol under graviditet forårsager autisme hos børn, lød det fra EMA's lægefaglige direktør i en pressemeddelelse.
På verdensplan har næsten 62 millioner mennesker en autismediagnose.
De nøjagtige årsager til autisme er ifølge WHO ikke fastslået. Flere faktorer kan spille ind, lyder det fra organisationen.
I pressemeddelelsen skriver WHO også, at der ikke findes afgørende videnskabelig dokumentation for, at børnevacciner forårsager autisme.
/ritzau/