Nationalbanken har ikke længere samme tro på væksten herhjemme i år, som den har haft.
I en ny prognose, som er offentliggjort onsdag, forventer banken, at væksten herhjemme i år bliver 2,0 procent.
Det er noget lavere end den forrige prognose, hvor Nationalbanken forventede en vækst på 3,6 procent.
Nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen forklarer den mere pessimistiske prognose med, at Danmarks Statistik har nedjusteret sine tidligere opgørelser af bruttonationalproduktet.
Derfor var udgangspunktet for den forrige prognose anderledes end det nuværende.
Dertil kommer, at væksten i første halvår af i år har ligget helt fladt.
- Vi forventer desuden at se en negativ virkning fra højere told - både direkte gennem lavere eksport til USA og indirekte som følge af lavere vækst på vores øvrige eksportmarkeder, som også bliver ramt af højere told.
- Endelig er der også udsigt til, at fremgangen i den danske medicinalindustri bliver lavere end i de foregående år, siger Christian Kettel Thomsen om de opdaterede forventninger.
/ritzau/