Først brugte de 28.000 skattekroner på forstenet lort. Nu er den, ifølge kritikere, gal igen.

Rådet for Visuel Kunst i København har igen været på kunst-indkøbstur. Og her er deres øjne faldet på et særdeles opsigtsvækkende værk.

Nemlig et trafikskilt - til 35.000 kroner. 

På skiltet står der 'Responsibility' ('ansvar' på dansk, red.) med en rød streg henover. Du kan se oplysningerne i billedet herunder.

Skærmbillede af den seneste oversigt over indkøb af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune.
Skærmbillede af den seneste oversigt over indkøb af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune.
Vis mere

»Skiltene opsummerer hele debatten om, at vi bruger millioner af skattekroner på noget, der ikke er borgernær velfærd,« siger Liberal Alliances spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation, Alexander Ryle, til B.T.

Han fortsætter:

»Skiltet ville passe perfekt ind på kultur- og fritidsborgmesterens kontor som en påmindelse om det her gak og gøgl. For indkøbene er frås med skatteborgernes penge, der skal bruges mere fornuftigt.«

Trafikskiltet er det dyreste indkøb på listen over værker, som Rådet for Visuel Kunst købte den 23. maj i år. 

I alt blev der købt kunst for 254.655 kroner den dag.

Kunsten er købt af Rådet for Visuel Kunst i København, der de seneste par år har brugt et støt stigende antal skattekroner på kunstindkøb.

Sidste år brugte Københavns kommune knap 900.000 skattekroner på kunst.

Rådet består af fem kunstfaglige personer samt tre medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation.

Mathilde Kastbjerg fra Det Konservative Folkeparti.
Mathilde Kastbjerg fra Det Konservative Folkeparti. Foto: Gustav Lauridsen
Vis mere

Heriblandt Mathilde Kastbjerg fra De Konservative. Hun har tidligere forsvaret købet af lorte-kunstværket.

»Jeg kan godt acceptere, at man i almindelighed ikke synes, at kommunen skal bruge penge på kunst, om det så er en rytterstatue eller Geoffroy’s “responsibility”-skilt,« skriver hun i en kommentar til B.T.

Hun fortsætter:

»Men jeg synes ikke, det klæder LA at fortælle, hvad der er god eller dårlig kunst. Det har vi et råd af fagprofessionelle, der hjælper med.«

Kastbjerg kalder indkøbene for 'kulturel velfærd'.

»Den lille sum i det samlede budget går til noget, der gavner borgerne. Det er ganske enkelt kulturel velfærd, at så mange som muligt kommer i kontakt med kunst i kommunen.«

Alexander Ryle, der er tale om en relativ lille post i det kommunale budget - så er det ren symbolpolitik for jer?

»Det er et meget konkret eksempel på, hvad der bliver brugt penge på i kommunen. Og her er man altså hele tiden nødt til at spørge sig selv, hvad der er en kommunal kerneopgave, og hvad der ikke er.«

Liberal Alliance foreslår, at Københavns Kommune skal stoppe med at købe ny kunst - og at Rådet for Visuel Kunst skal lukkes.