»Uden dem er Putins Rusland intet.«
Da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sent tirsdag aften holdt tale til FNs Sikkerhedsråd, gjorde han det klart, at han mener, at særligt ét land, som han beskriver som »en magtfuld nation«, kan spille en rolle i at få afsluttet den russiske krig.
Nemlig Kina.
I talen, som han holdt i New York foran en række af verdens ledere og topfolk, indledte han med at sige, at der under mødet burde være en klar opfordring til fred.
Men hvem skal man række ud til, og hvem skal man presse for at opnå det, spurgte han retorisk.
»Et permanent medlem af dette råd (Sikkerhedsrådet, red.) gør alt for at forlænge den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig. Rusland gør dette ustraffet ved at bruge sin vetoret, købe indflydelse og holde freden på hold,« udtalte Zelenskyj.
I talen bemærkede han videre, at en repræsentant fra Rusland var til stede under mødet – i form af den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
»Men ikke den, der træffer de virkelige beslutninger,« lød det fra den ukrainske præsident med henvisning til hans russiske modpart, Vladimir Putin:
»Putin frygter at stå over for Ukraine og verden og indrømme, at han kun ønsker krig. Han sender delegerede, der ikke vil stoppe blodsudgydelserne, mens han i udlandet køber tid til at dræbe og foregiver at søge diplomati,« udtalte Zelenskyj videre.
Det var derefter, han drejede talen over mod Kina:
»Kina er her – en magtfuld nation, som Rusland nu er fuldstændig afhængig af. Hvis Kina virkelig ønskede, at denne krig skulle stoppe, kunne det tvinge Moskva til at afslutte invasionen,« sagde han og tilføjede:
»Uden Kina er Putins Rusland intet. Alligevel forbliver Kina alt for ofte tavs og fjernt i stedet for at være aktiv for fred.«
Kina er et af de fem permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd.
Landet er ikke part i den russiske krig mod Ukraine, men Ukraine har flere gange anklaget Kina for at levere varer til Rusland, som Rusland kan bruge i krigen.
Noget, som Kina har afvist skulle være tilfældet.
I stedet har Kina – ifølge AFP – forsøgt at fremstille sig selv som en upartisk mægler, der er klar til at hjælpe med at løse konflikten, og en talsmand for den kinesiske ambassade i USA har ifølge Reuters benægtet, at Kina skulle have »udnyttet situationen til fordel for sig selv«:
»Siden krisens første dag har Kina fastholdt en objektiv og retfærdig holdning og har fremmet fred og samtaler,« lyder det fra talsmand Liu Pengyu:
»Vi opfordrer alle relevante parter til at overholde de tre principper – ingen udvidelse af slagmarken, ingen eskalering af kampene og ingen pusten til flammerne – for at deeskalere situationen og skabe betingelser for en politisk løsning.«
Det var i februar 2022, at Vladimir Putin sendte sine tropper ind over grænsen til Ukraine og indledte sin invasion af nabolandet i fuldskala.
Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene i vores liveblog lige HER.