Da Donald Trump i et opslag ganske opsigtsvækkende skrev, at han tror, at Ukraine med støtte fra EU er i »stand til at vinde hele« landet tilbage, beskrev han i samme ombæring også Rusland som »en papirtiger«.

Den del har talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, nu reageret på.

I et interview med det russiske medie RBC afviser han ifølge det statskontrollerede medie Tass, at det skulle være tilfældet.

For Rusland er – ifølge Peskov – hverken en tiger eller en papirtiger, der er et udtryk, som bruges til at beskrive noget, der virker truende, men som i virkeligheden ikke er det.

I stedet er landet en bjørn, lyder det.

»Rusland er ikke en tiger. Rusland forbindes trods alt mere med en bjørn. Der findes ikke sådan noget som en papirbjørn, Rusland er en rigtig bjørn,« siger han med henvisning til, at bjørnen er et velkendt symbol for Rusland, der har en stor population af brune bjørne.

Det var tirsdag aften, at den amerikanske præsident, Donald Trump, i et længere opslag på sit sociale medie, Truth Social, kom med den opsigtsvækkende melding, som den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, selv har beskrevet som »et stort skifte«:

»Efter at have lært og forstået den militære og økonomiske situation i Ukraine/Rusland fuldt ud, og efter at have set de økonomiske problemer, det forårsager Rusland, tror jeg, at Ukraine, med støtte fra EU, er i stand til at bekæmpe og VINDE hele Ukraine tilbage i sin oprindelige form,« lød det fra Trump.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her under FNs Sikkerhedsråd i New York den 23. september.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her under FNs Sikkerhedsråd i New York den 23. september. Foto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Videre skrev den amerikanske præsident, at Rusland »har kæmpet formålsløst i tre et halvt år« i en krig, der – ifølge Trump – »burde have taget en reel militærmagt mindre end en uge at vinde«.

»Faktisk får det dem (russerne, red.) til i høj grad at ligne 'en papirtiger',« lød det fra Trump.

I interviewet med RBC lyder det ifølge Tass fra Dmitrij Peskov, at der dog ikke er noget »papir« at komme efter.

»Rusland opretholder sin modstandsdygtighed, Rusland opretholder makroøkonomisk stabilitet,« hævder han.

Dmitrij Peskov ses her med den russiske præsident, Vladimir Putin.
Dmitrij Peskov ses her med den russiske præsident, Vladimir Putin. Foto: Turar Kazangapov/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tass melder umiddelbart ikke noget om, hvorvidt Peskov også har kommenteret de andre udmeldinger, Trump er kommet med om situationen i Ukraine.

Det var i februar 2022, at den russiske præsident, Vladimir Putin, indledte sin invasion af Ukraine i fuldskala, efter de to lande længe havde været i konflikt – blandt andet om Krim-halvøen, som Rusland ulovligt annekterede i 2014.

Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene i vores liveblog lige HER.