Alt tyder nu på, at den britiske premierminister, Boris Johnson, får sin afgørende mulighed for at indfri løftet om at levere brexit.

Tirsdag har oppositionleder Jeremy Corbyn nemlig tilkendegivet, at Labour vil give Boris Johnsons konservative regering mulighed for at udskrive det nyvalg, som premierministeren håber på vil føre til et flertal i parlamentet, der vil sikre ham støtte til skilsmisseaftalen med EU.

Og vinden blæser i Boris Johnsons retning.

»Den bedste vejviser er de seneste opinionsmålinger, og de viser, at Boris Johnson og de konservative står til at vinde,« siger Henrik Larsen, professor MSO på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Boris Johnsons chancer er gode for en valgsejr, vurderer professor.
Boris Johnsons chancer er gode for en valgsejr, vurderer professor. Foto: WILL OLIVER
Vis mere

En meningsmåling fra 25. oktober viser ifølge BBC, at 36 procent af briterne vil stemme på de konservative, mens blot 24 procent vil stemme Labour.

18 procent vil stemme på brexitmodstanderne fra liberaldemokraterne, mens 11 procent omvendt vil stemme på brexitpartiet.

»Sådan som det ser ud, lader det til, at Boris Johnson vil stå styrket efter et valg, så på den måde er chancerne (for at han kan finde flertal for sin aftale, red) gode, men det kan blive helt det samme igen. Man får nok ikke et alternativt flertal, hvor Labour vil sidde på regeringsmagten,« siger Henrik Larsen.

Den britiske regering har ønsket et nyvalg 12. december, men mandag fik Boris Johnson et nej, da han ikke opnåede de fornødne to tredjedele af parlamentets stemmer, der vil udløse et tidligt valg.

Ved at omgå valgloven kan Boris Johnson dog tirsdag sikre et nyvalg, hvis han med et konkret lovforslag opnår simpelt flertal. Og med støtten fra Labour lader det til at være en done deal.

Selvom meningsmålingerne peger på en valgsejr til Johnson, er intet dog givet på forhånd, vurderer Henrik Larsen. Selv spørgsmålet om en ny folkeafstemning kan blive relevant igen, hvis ikke et nyvalg løser den aktuelle hårdknude i britisk politik.

»Hvis styrkeforholdet i parlamentet efter et valg ikke er ændret, så har man virkelig et stort problem. For så kan man reelt ikke blive enige om noget som helst. Så kunne det blive sådan, at det måtte løses med en ny folkeafstemning om brexit. Jeg kan ikke rigtig se for mig, hvad det ellers skulle være,« siger Henrik Larsen.

Ifølge professoren kan Boris Johnson blive udfordret af det særlige valgsystem i Storbritannien, hvor ‘vinderen tager det hele’.

epa07957586 Labour leader Jeremy Corbyn departs his home in London, Britain, 29 October 2019. Corbyn has stated his party will back a general election if a 'no deal' Brexit is taken off the table. EPA/ANDY RAIN
epa07957586 Labour leader Jeremy Corbyn departs his home in London, Britain, 29 October 2019. Corbyn has stated his party will back a general election if a 'no deal' Brexit is taken off the table. EPA/ANDY RAIN Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Den politiker, der får flest stemmer i en af de 650 valgkredse, får pladsen. Resten af stemmerne på øvrige politikere er spildt.

Mange brexit-tilhængere vil antageligt stemme på de konservative og brexitpartiet, men hvis stemmerne bliver ligeligt fordelt, er der risiko for, at fænomenet ‘split vote’ vil opstå og et tredje parti løber med sædet i parlamentet.

»Det vil være Boris Johnsons værste mareridt, hvis begge partier får mange stemmer, men et tredje parti får flere, fordi stemmerne til de konservative og brexitpartiet bliver delt,« siger Henrik Larsen.

Storbritanniens exit fra EU blev mandag udskudt indtil 31. januar.