»New York, betonjunglen hvor drømme bliver til.«

Sådan lyder teksten i Alicia Keys kæmpehit 'Empire State Of Mind'. Men vægten af denne betonjungle får faktisk byen til at synke, viser ny forskning.

Selvom The Big Apple er byen, der aldrig sover, så er det helt sikkert, at den synker. Faktisk synker den med cirka en-to millimeter hvert år i gennemsnit. Det skriver The Guardian.

Bestemte områder af New York City synker dobbelt så hurtigt som gennemsnittet, lyder det fra forskerne i tidsskriftet 'Earths Future'.

Det skyldes blandt andet byens infrastruktur, herunder den populære turistattraktion Empire State Building og Chrysler Building, hvis samlede vægt svarer til vægten af 140 millioner elefanter.

Ikke nok med at den ekstraordinære tunge by synker, så forværres oversvømmelsestruslen også på grund af de stigende have.

Kombineret med klimaforandringerne betyder byens vej mod havbunden, at risikoen for oversvømmelser kan være op til fire gange hyppigere sammenlignet med slutningen af 1900-tallet.

Det bringer en befolkning på cirka 8,4 millioner mennesker i fare for oversvømmelser.

Men ifølge ledende geofysiker ved US Geological Survey, Tom Parsons, skal man ikke bekymre sig nu og her.

»Det er ikke noget at gå i panik over med det samme, men der er denne igangværende proces, der øger risikoen for oversvømmelse,« siger han til mediet.

Men var det en fejl at bygge så mange store bygninger i New York? Spørger man Tom Parsons, er svaret nej. Han forklarer, hvordan man mange steder har bygget på fast grundfjeld såsom skifer, mens man andre steder har bygget på sand og ler. Og det er sidstnævnte, der får bygningerne til at synke langsomt ned.

Omkring 40 millioner udenlandske og amerikanske turister besøger hvert år den populære by.