Genopbygningen af verdens mest berømte katedral er blevet ramt af en tragedie.

Manden i spidsen for genopbygningen af Notre Dame har nemlig mistet livet.

Det skriver britiske The Guardian.

Der er tale om den tidligere franske hærchef Jean-Louis Georgelin.

Den 74-årige general er fundet død ved bjerget Mont Valier i bjergkæden Pyrenæerne i det sydvestlige Frankrig.

Jean-Louis Georgelin faldt i en højde af 2.650 meter, mens han var på vandretur i bjergene.
Jean-Louis Georgelin faldt i en højde af 2.650 meter, mens han var på vandretur i bjergene. Foto: Stephane De Sakutin/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jean-Louis Georgelin menes at være faldet, da han vandrede i en højde af 2.650 meter.

Statsadvokaten i byen Foix bekræftede lørdag, at liget er formelt identificeret, og at dødsfaldet bliver behandlet som en ulykke.

»Med general Jean-Louis Georgelins død har nationen mistet en af ​​sine store soldater, Frankrig en af ​​sine store tjenere og Notre-Dame dens renæssances mesterleder,« skriver Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lørdag på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.

Bragte håb til det franske folk
Notre Dame brændte delvist ned tilbage i april 2019. Branden var et chok for pariserne og resten af verden.

Den 850 år gamle katedral mistede blandt andet sit spir og fik ødelagt store dele af taget under branden.

Det tog over 400 brandfolk mange timer at få ilden under kontrol. Mange frygtede, at kirken fra det 12. århundrede var ødelagt for evigt.

Jean-Louis Georgelin skulle vise sig at blive manden, der pustede liv i håbet hos det franske folk.

Jean-Louis Georgelin blev udpeget af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til at stå i spidsen for genopbygningen af Notre Dame.
Jean-Louis Georgelin blev udpeget af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til at stå i spidsen for genopbygningen af Notre Dame. Foto: Ian Langsdon/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Generalen blev personligt udpeget af præsident Emmanuel Macron til at realisere genopbygningen af Notre Dame.

Donationer til formålet strømmede også ind i de efterfølgende år.

I efteråret 2021 oplyste Jean-Louis Georgelin, at der var doneret samlet 840 millioner euro – svarende til over 6,2 milliarder kroner.

Præsident Macron har lovet, at Notre Dame står færdig i 2024, når Paris er vært ved de olympiske lege.

Årsagen til branden i 2019 var formentlig en kortslutning, har en undersøgelse vist.