Tyrkiet advarer om, at ny udvikling i Syrien kan blive "en alvorlig belastning" for dets relationer til USA.

Beirut. Syriens dominerende kurdiske parti appellerer til FN's Sikkerhedsråd om at gribe hurtigt ind og sikre kurdisk-kontrollerede områder mod angreb fra Tyrkiet.

Det sker efter, at præsident Recep Tayyip Erdogan har sagt, at Tyrkiet vil ødelægge en "terrorhær", som han anklager USA for at være i færd med at opbygge i Syrien ved den tyrkiske grænse.

Erdogans trussel er rettet mod den amerikanskledede koalition i Syrien, som arbejder på at oprette en ny grænsestyrke på 30.000 mand.

Styrken kommer til at omfatte medlemmer af den kurdiske YPG-milits, som er med i oprørsgruppen og Syriens Demokratiske Styrker (SDF).

Den kurdiske milits udgør hovedstyrken i SDP, som nu kontrollerer op mod 25 procent af Syriens territorium.

Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, siger, at han har understreget over for den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, at planerne om grænsestyrken er "farlige", og at de kan blive "en alvorlig belastning" for relationerne mellem USA og Tyrkiet.

Erdogan giver udtryk for, at en tyrkisk militæroperation er tæt på at blive indledt.

Han siger, at den tyrkiske hær er klar til en storoffensiv mod to strategisk vigtige byer i det nordlige Syrien: Afrin og Manbij, som begge kontrolleres af den kurdiske milits.

Tyrkiske artilleriangreb mod Afrin har allerede været i gang ifølge overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Det private tyrkiske nyhedsbureau Dogan citerer tyrkiskstøttede oprørsgrupper i Syrien for, at de blot venter på en ordre fra den tyrkiske regering ved Afrin, hvor over 3000 mand er parat til at gå kamp.

/ritzau/AP