Det er ikke unormalt, at man kan ende med at glemme ting og sager på rastepladser, hvis man er lidt distræt og træt.

Det er dog mere usædvanligt, at man glemmer sin hustru, efter hun har været på toilettet på en rasteplads – og først opdager fejlen, når politiet griber ind og spørger, hvor hun er.

Alligevel var det præcist, hvad der skete onsdag morgen i tyske Niedersachsen.

Den noget specielle sag fik sin begyndelse på en rasteplads langs den tyske Bundesautobahn, hvor en norsk familie bestående af en mor, far og søn havde gjort holdt.

Familien, der var på vej tilbage til Norge, tog en hvilepause på stedet, og kvinden havde blandt andet været en tur på toilettet.

Efter at have hvilet sig lidt på parkeringspladsen ville hun finde bilen for at køre videre – men i stedet fik hun sig et »morgen-chok,« da »hendes mænd« var forduftet, lyder beskrivelsen af sagen i en pressemeddelelse, som politiet i Göttingen i Niedersachsen har skrevet med et glimt i øjet.

Kvinden søgte derfor hjælp hos en toldbetjent, der tilfældigt var på stedet, og han kontaktede politiet, som udsendte en efterlysning af bilen, som faderen og sønnen var kørt videre i – uden hende.

Beskrivelsen af bilen gjorde ifølge politiet »menneskejagten« ganske nem, da den var godt fyldt op med kufferter og havde en skandinavisk nummerplade.

Omkring 50 kilometer derfra blev bilen stoppet ved Bierberg-parkeringspladsen.

»De to 'lovovertrædere' blev oprigtigt overrasket over politiets kontrol,« skriver politiet i pressemeddelelsen og fortæller, at de med største naturlighed svarede: »Hun sover på bagsædet«, da de blev spurgt om, hvor kvinden befandt sig.

»Først da de blev spurgt anden gang, så de sig omkring og blev meget forvirrede,« skriver politikredsen.

Ikke længe efter kunne familien blive genforenet i Mengershausen.

»Overordnet set tog familien det med humor og takkede 'the very nice and friendly German police', som med smil ønskede nordmændene en god – og frem for alt samlet – hjemrejse,« lyder det i pressemeddelelsen.