En bevæbnet mand blev tidligt tirsdag morgen skudt og dræbt af politiet i London.

De foreløbige meldinger går på, at manden optrådte truende, mens han var bevæbnet med en armbrøst. 

Sky News citerer politiet for at oplyse, at episoden fandt sted i det sydøstlige London. 

Gerningsmanden – en mand i 30erne – optrådte truende, og da han brød ind i en ejendom i Southwark, frygtede politiet, at han ville gøre skade på beboerne på adressen.

»Lokale betjente deltog og forsøgte at tale med manden, men efter at være blevet truet, blev bevæbnede betjente tilkaldt, og de kom hurtigt til stedet,« siger en talsmand for politiet. 

Mandskab på stedet forsøgte at redde manden, men forgæves. 

Han blev erklæret død på stedet. 

En uafhængig myndighed skal nu undersøge sagen – og politiets rolle i den – nærmere.