Anders Samuelsen siger, at briterne har udspillet, hvis der skal gøres mere over for Rusland her og nu.

Bruxelles. EU-landene er chokerede og fordømmer stærkt giftangrebet på en tidligere russisk spion og hans datter.

De lover samtidig ubetinget solidaritet med Storbritannien, siger de mandag i fælles udtalelse fra EU's udenrigsministermøde i Bruxelles.

- EU udtrykker sin ubetingede solidaritet med Storbritannien og sin støtte, herunder for de britiske bestræbelser på at bringe de ansvarlige for denne kriminelle handling for retten, hedder det i udtalelsen.

- EU vil forblive tæt fokuseret på dette spørgsmål og dets konsekvenser, siger EU's udenrigsministre.

Angrebet 4. marts i Salisbury efterlod også en britisk politimand, der ilede til undsætning, alvorligt syg.

- Mange borgeres liv blev truet af denne hensynsløse og ulovlige handling, hedder det i EU-udtalelsen.

- EU tager den britiske regerings vurdering, at det højst sandsynligt er Rusland, der er ansvarlig, ekstremt alvorligt, hedder det.

Samtidig erklærer EU-landene sig chokerede over den første brug af nervegift på europæisk jord i over 70 år.

De konstaterer, at den nervegift, der er brugt, er udviklet af Rusland. Nervegiften hedder novichok.

- Enhver brug af kemiske våben under enhver omstændighed er fuldstændig uacceptabel og udgør en sikkerhedstrussel mod os alle, siger EU's udenrigsministre.

De siger, at det er et klart brud på den internationale konvention mod kemiske våben.

Det er også et brud på international lov og underminerer den regelbaserede orden.

EU-landene hilser det britiske samarbejde med Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben om opklaring af angrebet velkommen.

De opfordrer Rusland til at besvare alle de spørgsmål, der er rejst af Storbritannien og det internationale samfund.

Rusland må også med det samme frigive alle oplysninger om sit novichok-program til Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, hedder det i EU-udtalelsen.

Danmark er nu parat til at tale videre med briterne om, hvorvidt der skal gøres mere over for Rusland her og nu.

- Men det er i høj grad briterne, der har udspillet på det her, fordi det er dem, der er under angreb, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Han siger, at "vi står alle sammen skulder ved skulder" med briterne.

- Nu lytter vi til briterne, og så tager vi stilling, siger udenrigsministeren.

- Jeg synes, at situationen er dybt alvorlig. Derfor vil jeg klart og med et åbent sind evaluere og kigge på, hvad der måtte komme fra britisk side, siger han.

/ritzau/