Bill Cosby, den amerikanske skuespiller, der siden starten på #MeToo-kampagnen er den første, der er blevet dømt for seksuelt misbrug, kræver nu en ny retssag - eller i det mindste en reduktion af straffen, som følge af det, han kalder en rettergangsfejl.

Cosbys advokater siger i papirer, der blev indleveret til retten i fredags, at dommeren ikke tog stilling til den 81-årige Cosbys alder og svigtende syn. Samtidig mener de, at dommeren - Steven O'Neill - burde have været erklæret inhabil.

De har tidligere langet ud efter dommeren, som er gift med en psykolog, der arbejder med ofre for seksualforbrydere.

'Han har undervurderet alderens og handicappets betydning, og han har overvurderet den fare, Cosby nu udgør for omgivelserne,' hedder det i skrivelsen.

Bill Cosby går direkte fra retssalen til fængslet.
Bill Cosby går direkte fra retssalen til fængslet. Foto: POOL New
Vis mere

I april fandt en jury Bill Cosby skyldig i tre tilfælde af groft usædeligt angreb og for at have overfaldet sin tidligere ven Andrea Constand seksuelt.

Dommer Steven O'Neill kaldte ham et rovdyr, da han fik fra tre til 10 års fængsel den 25. september.

Bill Cosby var kendt som hele Amerikas far, da han i 1980'erne og 90'erne havde sit eget tv-show. Men det var en knækket mand, der forlod retssalen i benlænker for at gå direkte i fængsel.

Andrea Constand under en pressekonference, efter at Bill Cosby har fået sin dom.
Andrea Constand under en pressekonference, efter at Bill Cosby har fået sin dom. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

I forsøget på at få en ny retssag siger advokaterne, at et opkald fra Cosby til Constands mor, Gianna, der blev afspillet under retssagen, ikke var autentisk.

I det opkald tilbød Cosby, at han var villig til at betale for Constands skolegang.

Selv hvis dommeren nægter at lave en ny retssag, siger advokaterne, at Bill Cosbys dom burde ophæves eller i hvert fald reduceres.