'Vi erklærer klart og utvetydigt, at Jorden står over for en klimakrise.'

Sådan lyder det i en underskriftindsamling, som over 11.000 forskere fra 153 lande har skrevet under på. Men der er bare et lille bitte problem.

Flere skarpe Twitter-brugere har nemlig nærlæst listen med de mange forskere, og der er et par navne, som har vakt interesse.

Blandt forskerne finder man de to meget kendte karakterer Mickey Mouse fra Micky Mouse Institute for the Blind i Namibia og Albus Dumbledore fra Hogwarts i USA.

Det skriver globalnews.ca.

Og man må formode, at der er en sjov type på internettet, som har underskrevet. Efter fejlen blev opdaget har man strøget 34 navne fra listen - heriblandt tegneseriemusen og troldmanden.

Ifølge mediet skyldes det en 'administrativ fejl', at navnene endte på listen til at starte med.

Underskriftindsamlingen blev til i forbindelse med udgivelsen af en artikel i et videnskabeligt tidsskrift af William J. Ripple og Christopher Wolf.