Togpendlerne mellem Holbæk og Østerport måtte finde tålmodigheden frem, da DSB i sidste uge aflyste 120 afgange på strækningen.

DSB meldte i første omgang ud til togpassagererne, at personalet var lagt ned af sygdom, men det fik en del af lokomotivførerne op i det røde felt, oplyser mediet A4.

For det er åbenbart ikke hele forklaringen.

Ledelsen har ifølge lokomotivførerne »et planlægningsproblem«, som også er årsagen til de mange aflyste tog.

Men det blev ikke meldt ud til de mange togpassagere. Derfor føler lokomotivførerne sig »udskammet« af ledelsen.

»Hvorfor angives forhøjet sygefravær blandt personalet som årsag til togaflysninger, når det er planprocessen, der halter? Og hvordan kan et forhøjet sygefravær vælte togdriften i en tid, hvor vi er for mange lokomotivførere?« spørger LPO-DSB, der er Lokomotivpersonalets Områdegruppe i DSB, i en pressemeddelelse.

Af den grund har DSB set sig nødsaget til at sende en mail ud til medarbejderne for at udbedre skaden.

»Jeg kan forstå, at nogle føler sig udstillet ved den årsagsforklaring, men det har aldrig været hensigten,« skriver Michael Sloth Højgaard, der er underdirektør for togdrift hos DSB, i mailen til medarbejderne, som B.T. er i besiddelse af.

Her lyder det også, at sygdom var den letteste forklaring:

»Vores kunder har brug for en simpel forklaring, som passer i et højttalerudkald eller en twittertekst på 140 tegn.«

Dog medgiver DSB, at der også findes en anden forklaring på de aflyste togafgange.

»Vi har i forvejen en presset planproces, som vi har lidt under et stykke tid. Vi får sporarbejdsplanerne meget sent, hvor vi normalt skal have disse 16-22 uger før,« skriver underdirektør Michael Sloth Højgård.

DSB har efter episoden fjernet deres tidligere forklaring fra Twitter og Rejseplanen.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra DSB, men de henviser til tidligere udtalelser.