Magnus Corts vilde Tour de France-eventyr er slut.

Efter en uge, der både har budt på en uforglemmelig etapetriumf, men også på etaper, der mest af alt har været overlevelse for den svækkede dansker, er Magnus Cort søndag morgen trukket ud af løbet med en positiv coronatest.

»Det er fandeme træls. Det er det sgu. Især fordi jeg ikke har det værre i dag, end jeg har haft i de sidste par dage,« siger danskeren og fortsætter:

»Det føles uretfærdigt. Den her sygdom bliver behandlet så specielt. Jeg var sikker på, at jeg kunne have gennemført i dag, og så havde der været hviledag i morgen.«

Magnus Cort, der vandt 10. etape, stiller ikke til start på søndagens 15. etape.
Magnus Cort, der vandt 10. etape, stiller ikke til start på søndagens 15. etape. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Mens flere ryttere har fået lov at køre videre i løbet med en positiv coronatest, er reglerne internt på EF hugget i granit. Magnus Cort er derfor blevet efterladt på sit hotelværelse, mens resten af holdet er kørt til start.

»Det er meget, meget kedeligt. Det er ikke sjovt at udgå af Touren. Det er første gang, jeg ikke gennemfører en Grand Tour. Den er ikke sjov at have på cv’et. Især når det ikke er mit eget valg.«

Magnus Cort har i flere dage følt sig småsyg, men han har testet negativ i samtlige coronatests.

Søndag morgen vågnede han for første gang op med mild feber, og derfor blev han testet igen. Det positive resultat kom bag på ham.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Jeg er blevet testet to gange tidligere i denne uge. Derfor var jeg egentlig ikke nervøs for testen, for jeg tænkte, at jeg også blev testet negativ lørdag morgen, hvor jeg heller ikke følte mig frisk,« siger han og fortsætter:

»Men så var den altså positiv. 'Hvad gør vi så?', spurgte jeg holdlægen. Vi tog en test mere. Den var positiv. Det er sådan, det er. Nu er jeg blev efterladt på hotelværelset.«

Der er dog ingen bitterhed at spore hos danskeren.

»Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Det er bare sådan, det er. Jeg er meget stille og rolig af natur. Det er smadder frustrerende, men jeg rejser mig ikke op og smider stolen ud ad vinduet.«

Magnus Cort efter at han havde sikret sig den prikkede bjergtrøje i Danmark – lørdag den 2. juli.
Magnus Cort efter at han havde sikret sig den prikkede bjergtrøje i Danmark – lørdag den 2. juli. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Inden søndagens etape var Magnus Cort udpeget som en af favoritterne. Det ærgrer ham voldsomt, at han nu er færdig i løbet.

»Det irriterer mig sgu. For jeg tænkte, at jeg stadig kunne have lavet noget i det her cykelløb. Det gør mere ondt i hjertet, når jeg har været så godt kørende.«

EF-rytterens Tour vil på trods af den tidlige exit stadig stå som en gigantisk succes, selv om det lige nu er skuffelse, der fylder hos den 29-årige rytter.

Men en etapesejr i Tour de France og adskillige dage i den prikkede bjergtrøje – blandt andet i Danmark, hvor han ene mand stod for den sportslige underholdningsværdi – er en enestående præstation.

»Jeg kan glæde mig over, at jeg har fået min etapesejr. Det var vigtigt. Men også dagene i den prikkede trøje. Inden jeg startede Tour de France, havde jeg været tilfreds med det her. Syv dage i den prikkede. Touren rundt i Danmark. Etapesejren.«