Barty tabte semifinalen til Sofia Kenin, der skal møde Garbiñe Muguruza i finalen.

Den australske verdensetter i tennis, Ashleigh Barty, er ude af Australian Open.

Det står klart, efter at hjemmebanehåbet tidligt torsdag morgen dansk tid tabte i semifinalen til den 14.-seedede amerikaner Sofia Kenin. Det skete med cifrene 6-7, 5-7.

»Det var virkelig hårdt. Jeg var klar over, at hun ikke ville give op. Jeg skulle virkelige kæmpe ude på banen. Hun er en stor spiller. Der er en grund til, at hun er nummer et i verden,« siger Kenin efter den overraskende sejr ifølge The Guardian.

Det er første gang, at Kenin når frem til finalen i en grand slam-turnering.

Den 23-årige Barty havde flere chancer for at vinde første sæt, men fejlede på de afgørende bolde.

Tre gange havde hun mulighed for at bryde Kenins serv og bringe sig foran 4-2, men de første to bolde slog hun i nettet, og den tredje røg ud over baglinjen.

Begge spillere holdt deres serv frem til stillingen 6-6, og i tiebreaken satte Barty først en føring på 4-2 over styr, før hun missede to sætbolde.

Kenin derimod udnyttede sin første chance til at vinde sættet efter knap en times spil.

Efter 69 minutters spil stod Barty for kampens første servebrud til en føring på 2-1 i andet sæt.

Ved stillingen 5-4 havde hun to sætbolde, men Kenin holdt stand, og på sin anden matchbold slukkede hun Bartys håb om en finale på hjemmebane.

Sofia Kenin skal møde Garbiñe Muguruza i finalen. Hun slog Simona Halep i den anden semifinale.

/ritzau/