Han har scoret mål i Premier League, bombet løs og vundet guld i Superligaen og været en profil på Norges landshold. I dag er Frank Strandli pizzabager.

»Jeg ville hellere spille bold, men nu er jeg jo ved at være en gammel mand,« siger Frank Strandli til norske TV 2 Sport, som har interviewet ham om livet efter fodboldkarrieren.

»Jeg arbejder og driver til daglig en franchise af pizzariaer i Kristiansand. Derudover arbejder jeg lidt med ejendomme og import af islandske varer og produkter,« fortæller 46-årige Strandli, som i 1999 var en stor profil i Superligaen på AaB’s stærke mesterhold.

Han fortæller, at han savner livet som fodboldspiller: stemningen i omklædningsrummet, den daglige træning og adrenalin-suset fra kampene. Og så ærgrer han sig over, at han ikke tænkte mere over sin fremtid efter fodboldkarrieren.

Frank Strandli (til højre) sammen med fire AaB-udlændinge. Fra venstre Ståle Solbakken, Anders Andersson og Jozo Matovac.
Frank Strandli (til højre) sammen med fire AaB-udlændinge. Fra venstre Ståle Solbakken, Anders Andersson og Jozo Matovac. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

»Når man er 18 år, så føler man sig vel udødelig og tænker ikke på fremtiden, men mit tip til unge idrætsudøvere er at få sig en uddannelse,« siger Strandli, som selv droppede sin uddannelse for at hellige sig fodboldkarrieren fuldt ud.

Det gav da også pote for angriberen, som i 1990’erne var et stort navn i norsk fodbold. Efter at have skudt Tippeligaen i sænk i Start fik han som 21-årig opfyldt drengedrømmen om det store skifte til en storklub.

Det var Leeds United, som havde vundet Premier League året forinden, som havde set sig lune på Strandli i 1993. Her scorede han i sin debut mod Middlesbrough, men slog aldrig for alvor til i den hårde liga.

Efter en enkelt sæson vendte han snuden hjem til Norge, hvor han genfandt målformen, inden han røg til den græske storklub Panathinaikos.

Frank Strandli i aktion for AaB mod OB.
Frank Strandli i aktion for AaB mod OB. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Herhjemme er Frank Strandli bedst kendt for sine tre år i AaB, hvor han var en populær nøglefigur på mesterholdet i 1999. AaB hentede Strandli i Panathinaikos, hvor han havde haft to fine sæsoner.

I kraft af sin store fysik dominerede han Superligaen - når han altså var skadesfri og i form. 15 mål scorede den 186 centiumeter høje nordmand i sine 38 optrædener i Superligaen for nordjyderne, inden han på grund af skader stoppede på topplan som bare 29-årig.

Efter AaB-tiden tørnede han ud som midterforsvarer for FC Lund i den sjettebedste række i Norge, inden pizzabagningen kom ind i hans professionelle liv. Frank Strandli spillede 24 landskampe for Norge, som i 90’erne oplevede en gylden landsholds-epoke, og scorede tre mål.

»Det var en mærkelig følelse at stooppe karrieren, og som jeg siger, så havnede jeg ganske enkelt i et vakuum. Jeg træf valget om at holde mig væk fra fodbolden i nogle år efter jeg lagde op, og til sidst fandt jeg ud af at lave noget andet,« siger Strandli.

Franck Strandli scorer for Norge.
Franck Strandli scorer for Norge. Foto: GEORGES GOBET
Vis mere