Kevin Magnussens bil mistede andenplads med en punktering i afslutningen af 24 Hours of Daytona.

Kevin Magnussens Formel 1-karriere var ikke ligefrem præget af topplaceringer.

Men med Chip Ganassi Racing-holdet fik danskeren søndag debut i Imsa-serien i det prestigefyldte løb 24 Hours of Daytona, og her var hans bil med i kampen om sejren til det allersidste.

En punktering med syv minutter tilbage resulterede ganske vist i en skuffende afslutning på et døgns racerløb for Magnussens bil, der sluttede på femtepladsen.

»Det har været et sindssygt løb. Vi kæmpede om førstepladsen, tog føringen, mistede den og tog den tilbage igen. Det har været megaspændende,« siger Magnussen til TV3 ifølge B.T. om sit første sportsvognsløb.

Magnussen delte bil med hollandske Renger van der Zande og Scott Dixon fra New Zealand.

Føringen skiftede ofte i den meget tætte topstrid, og til slut var det van der Zande, der sad i bilen, da den punkterede, og andenpladsen blev udskiftet med en femteplads.

Rollen som kun én af tre kørere var ny for Magnussen.

»Renger gjorde det sindssygt godt. Det var fint, det var ham, der var i bilen, men jeg skal lige vænne mig til at sidde udenfor og glo uden selv at kunne gøre en forskel,« siger Magnussen.

Generelt var løbet 'megaspændende', fortæller danskeren efter løbet, som var det første i 2021-sæsonen i Imsa WeatherTech SportsCar Championship.

Der går næsten to måneder, før Imsa-seriens næste løb skal køres. Her gælder det 12 timer på Sebring International Raceway 20. marts.

/ritzau/