På Hvidovre Hospital har man i 10 år undladt at behandle patienter med lattergas.

Brugen af behandlingen blev nemlig stoppet, da man ville undersøge, om gassen var skadelig for personalet. Men nu er lattergassen tilbage på hospitalet.

»Vi ved, at lattergas er den rigtige smertelindrende behandling for mange fødende. Derfor er jeg rigtig glad for at behandlingen er tilbage på Hvidovre Hospital,« siger formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt til Ritzau.

Lattergas er en overraskende stor klimasynder. En fire timers fødsel med lattergasbehandling udleder lige så meget Co₂ som en køretur fra København til Milano.

Men når lattergassen i dag udåndes af patienter i Hvidovre, nedbrydes den i et nyt anlæg, der blev åbnet, da behandlingen igen blev taget i brug i 2021.

Anlægget nedbryder lattergassen, så klimabelastningen sænkes.

»Lattergas påvirker klimaet 300 gange så meget som CO2. Derfor var det vigtigt for os at kunne begrænse udledningen, og det er lykkes med det nye anlæg,« fortæller Jannick Rasmussen, der er fagleder i Region Hovedstadens Center for Ejendomme.

Det nye anlæg nedbryder lattergassen, når den udåndes af patienterne, så der ikke udsendes klimaskadelige stoffer i atmosfæren.