Fredag kunne prins Vincent og prinsesse Josephine fejre deres fælles femårsfødselsdag. Som de yngste i kronprinsparrets børneflok på fire kommer deres fremtid ikke til at arte sig som deres store søskendes. BT har spurgt to kongehueksperter, hvordan tvillingernes liv kommer til at se ud.

Som børn af Kongehusets mest populære par og kommende regenter havde man måske forventet, at de royale tvillinger ville komme til at leve et liv i sus og dus, med et arbejdsliv kun de færreste vil kunne sætte sig ind i. Men det bliver ikke tilfældet, mener kongehuseksperterne Lars Hovbakke Sørensen og Trine Villemann.

10

Da Vincent Frederik Minik Alexander og Josephine Sophia Ivalo Mathilda blev født 8. januar 2011, kom de til verden som henholdsvis nummer fire og fem i den danske arvefølge. Over dem ligger deres far, kronprins Frederik, og de to store søskende, prins Christian og prinsesse Isabella.

Og når man ’kun’ rangerer på en fjerde- og femteplads, får man frihed til at forme sit eget liv og fremtid. Det fortæller historiker og ekspert i de europæiske kongehuse Lars Hovbakke Sørensen.

»De kommer sandsynligvis til selv at skulle vælge karriere og uddannelse, og de kommer til at skulle arbejde for en månedsløn. Det hele bliver ikke serveret for dem på et sølvfad«, fortæller han.

Lige nu nyder de royale rollinger en uforpligtende barndom i Garnisons Sogns Menigheds Børnehave, men når de bliver voksne skal der politisk tages stilling til, om de skal modtage årspenge fra staten, den såkaldte apanage, og her vurderer Lars Hovbakke Sørensen, at beløbet vil blive beskedent – hvis det overhovedet vil blive udbetalt.

»Tiden ændrer sig, og selvom der er stor opbakning til Kongehuset, så er der mange i samfundet, der mener, at de kongelige ikke skal forsørges«, siger han.

Journalist og kongehusekspert Trine Villemann er dog mere klar i mælet angående apanagen:

»De havner ikke på finansloven. Storesøster Isabella er mere en gråzone, da hun kommer til at være nummer to, når prins Christian bliver konge. Men prins Vincent og prinsesse Josephine ligger så langt nede, at de ikke får officielle pligter, så de får heller ikke apanage«, vurderer hun.

Derfor skal tvillingerne ud og finde sig et job. Og selvom man nemt kunne forestille sig de kongelige positionere sig i fremtrædende stillinger i erhvervslivet, så ligger det ikke allerede i kortene, hvad prinsen og prinsessen skal beskæftige sig med.

»Der er frit slag. Fra Kongehusets side ser man nok gerne, at de får sig en længere uddannelse og et velbetalt job, så de kan sagtens blive akademikere og arbejde i det offentlige, men de skal nok ikke gå efter at blive håndværkere eller fabriksarbejdere«, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Det er Trine Villemann dog ikke helt enig i.

»Så snobbede er vi ikke i dag. De kan blive frisører eller negleteknikere i Ishøj, hvis det er det, de vil. Kronprinsen fik aldrig selv lov til at få en almindelig hverdag, så han er meget opmærksom på, at det bliver anderledes for hans børn. De får frie rammer«, fortæller Trine Villemann og tilføjer med et smil:

»Men grænsen går nok ved deltagelse i Paradise Hotel.«

Selvom de to rollinger er født samme dag og kommer til at få samme opdragelse, vil prins Vincent altid stå lidt højere end sin tvillingesøster, da han er født 26 minutter før hende og dermed tager pladsen som nummer fire i arvefølgen.

Men både Lars Hovbakke Sørensen og Trine Villeman er overbevist om, at hverken danskerne eller de to tvillinger selv kommer til at mærke denne hierarkiske forskel.

»Der skal ske noget helt forfærdeligt for Christian og Isabella, før det overhovedet er nødvendigt at skæve til deres placeringer i arvefølgen«, siger Trine Villemann.