Toppene af de fascinerende limstens-øer troner frem og efterlader ingen tvivl om, hvorfor netop Halong Bay i Vietnam er kåret til et af verdens syv naturvidundere.

Med fast fokus i blikket og luft under vingerne overvåger de deres territorium – de store fiskeørne, der residerer på toppene af de verdensberømte klippeformationer. Generøst strøet ud over Halong Bay dominerer de godt 2.000 limstens-klippeøer, der hver dag får alverdens turister til at søge hertil for at nyde naturens stilhed og overdådighed.

Se også: Surrealistisk skønhed i Vietnam

Hvide træbåde med nysgerrige blikke på øverste dæk smyger sig gennem de smalle stræder mellem klippeøerne og er omdrejningspunktet for overnatning og forplejning under besøget i Vietnams måske største turistattraktion. Halong Bay er både på UNESCOs liste over Verdensnaturarv og blandt de syv nye naturvidundere, som millioner af mennesker på hele kloden i 2012 udvalgte gennem en internetafstemning.

»Det er virkelig smukt,« udbryder en begejstret, ældre vietnameser, der forlod landet som 24-årig til fordel for en ny tilværelse i USA, men som jævnligt vender tilbage til sit hjemland. 

Også to unge, norske kvinder på jordomrejse er imponerede: »Det er vældig fint«.

Halong Bay ligger 160 kilometer fra den vietnamesiske hovedstad, Hanoi, men passagererne om bord på A Class Opera Cruise har været knap fire timer undervejs. En bustur, der langs dårlige veje i kaotisk trafik fremviste både det traditionelle Vietnam i form af irgrønne rismarker og fremskridtets Vietnam udtrykt i store, grå fabrikker – samt en trafikdræbt, der mindede om, at der hver dag i dette land dør 30 personer i trafikken.

Trafik er der også mellem klippeøerne, hvor flere hundrede træskibe sejler ud og ind mellem hinanden og de lokales små robåde. For selv om øerne er ubeboede og uberørte, bor der godt 1.600 mennesker i Halong Bay i flydende landsbyer.

»Se, der er en skole,« peger den unge kvinde, der iført den traditionelle kegleformede hat af flet fremviser sin landsby. I skolens to rum løber et par dusin børn rundt iklædt hvid uniformsskjorte med tilhørende rødt tørklæde og på endevæggen skimtes en tavl med tal og bogstaver.

Landsbyerne lever af havets gavmilde spisekammer, der her byder på mere end 650 forskellige slags fisk og bløddyr. Fra små robåde sejler kvinderne rundt til turistskibene for at sælge dagens fangst – også gerne grillet direkte fra bådens interimistiske kogeblus.

»Cheap beer, cheap beer,« runger det fra vandoverfladen foran kahyttens vindue, hvor en smilende kvinde ved hjælp af et langt fiskernet udveksler kolde øl med lige så kolde kontanter. 

Hendes velforsynede bådkiosk med både singaporeansk øl og amerikansk cola og chips fortæller, at landsbyerne vist ikke længere kun lever af fisk.

At turismen er kommet til Halong Bay, ses også på to af de største øer, hvor de lokale deler livet med turisthoteller og badestrande.

»I skal tage jeres redningsveste på,« minder den lokale guide Ton gæsterne om, da alle har sat sig til rette i den lille båd, der skal fragte os over til Titop Island og de 424 trin op til udkigsposten over bugten.

Sikkerheden i bugten er de senere år blevet skærpet, efter at flere både sank og trak besætning og passagerer med ned i dybet. Derfor er der både særlige »sovepladser« for skibene og et påbud om redningsveste i påhængsbådene.

Halvvejs oppe ad den 94 meter høje klippe benytter flere sig af en lille udsigtsplatform – både for at nyde det smukke vue over bugten og for at få vejret denne forårsdag, hvor temperaturen trods et tykt skydække ligger på knap 30 grader.

Kameraer bytter hænder i takt med, at positionerne foran udsigten bliver ledig. Alle vil have et minde om sig selv foran de jungleklædte limsten med hjem.

»Good morning,« nærmest hvisker instruktøren i taichi til de få af bådens passagerer, der er stået op med solopgangen efter en lang nat med en af asiaternes yndlingsbeskæftigelser, karaoke. Bådens motor sætter i gang og forlader bugtens sovekammer, mens de stive lemmer kopierer den smidige instruktørs elegante bevægelser.

I morgenstilheden høres lydene af skrattende fugle blandet med klirrende potter fra den nærliggende landsby, hvor dagens aktiviteter tydeligvis begynder samtidig med, at dagen gryer.

Det tætgroede, grønne dække på klippeøerne huser både aber, antiloper og lizards. Huler i klippeskråningerne afslører, at naturen gemmer på hemmeligheder i de op mod 100 meter høje limsten. Alligevel er dagens besøg i Surprising Cave i bogstaveligste forstand en meget stor overraskelse.

Klokken har knapt passeret otte, og køen op til grottens indgang er lang nok til, at en ældre kvinde fra Australien er ved at besvime i den tætte luft, men hun insisterer på at fortsætte:

»Det her vil jeg ikke gå glip af,« understreger hun over for de bekymrede miner omkring hende. Snart skifter luften da også til en mere behagelig temperatur i grottens naturligt ventilerede rum. Indenfor afslører velplacerede lamper imponerende formationer af drypsten i en grotte, der skal vise sig at blive større og større jo længere ind, man kommer.

En grøn prik guider øjnene op mod en naturligt skabt figur af Buddha, der sidder i den klassiske skrædderstilling ved siden af en veldrejet kvindekrop. Flere kommer med begejstrede »åhh«-udbrud, mens de ivrigt knipser med kameraerne.

»Kan I se, hvad det her er?« spørger en drillende guide, mens han peger på et stort fallos-symbol, og inden nogen drister sig til at sige frække ord, kalder guiden drypstenen for en »pegende finger«.

Det smukke syn i klippens kølige indre har fortrængt ubehaget hos den ældre, australske dame, der betaget kalder drypstenshulen for et galleri, der minder om Gaudís berømte værker i Barcelona.

»Mange har så travlt med at lede efter sammenligninger med frugter og mennesker, men jeg synes, det her skal nydes for det, det er, nemlig en prægtig natur,« bliver hun enig med sin rejsekammerat og veninde om.

Grotten – eller Sung Sôt, som vietnameserne siger, er omkring 10.000 m2 stor og blev fundet i 1901 af franske forskere. Men også kineserne har tydeligvis været her, før det blev en turistattraktion med entrébillet, stier og restriktioner: »Dette smukke sted« står indgraveret med kinesiske tegn på den ene klippevæg.

Om kineserne blot hentydede til drypstenhulen eller selve Halong Bay står hen i det uvisse, men den to timer lange sejltur tilbage til fastlandet, der nu venter, vidner om, at vietnameserne her har et naturfænomen sjældent set.

Limstens-øerne står placeret som var de tilskuere til en parade af turister, der valfarter forbi. Som mennesker, der står på tæer for bedre at kunne se for dem foran, dukker klippetoppene op bagved hinanden i det disede fjerne. 

Næsten lydløst bevæger det gamle træskib sig igennem de smaragdgrønne bølger, der med sine bløde bevægelser inviterer til, at man bliver stående her på skibets øverste dæk i en uendelighed. 

Solen titter frem gennem skydækket og fremhæver de grønne nuancer i klippernes vilde bevoksning og vandets dragende dybde. 

Den svage duft af hav og naturens særlige summen af stilhed lagrer sig i kroppen som et fysisk minde om et fortryllende landskab, der med rette er blandt verdens syv naturvidundere.

Se også: 3 oplevelser i Hanoi