Partifæller i regionsrådet mailede tidligere på sommeren med Carl Holsts personlige assistent, Christian Ingemann, om Holst valgkampagne, velvidende at Ingemann var ansat til at lave regionsarbejde.

Flere Venstre-folk kan have haft kendskab til Carl Holst (V) ulovlige brug af en ansat i Region Syddanmark, der under valgkampen til folketingsvalget i juni hjalp og arbejdede for den tidligere regionsrådsformand i dennes valgkampagne.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad har Bo Libergren (V), medlem af regionsrådet, under valgkampen udvekslet flere mails med Christian Ingemann, der var ansat i regionen, men som menes at have hjulpet Carl Holst med sin valgkampagne til Folketinget.

Så sent som i sidste uge fastslog Statsforvaltningen, at Ingemann de facto udførte folketingsrelateret arbejde for Carl Holst, og at det er i strid med loven.

Hidtil har øvrige Venstre-politikere i regionen stået fast på, at de ikke havde kendskab til ulovlighederne, men noget tyder altså på, at Bo Libergren og andre Venstre-folk har haft viden om Ingemanns funktion.

Vejle Amts Folkeblad har fået aktindsigt i arbejdsmails til og fra Christian Ingemanns mailboks, og de afslører, at Bo Libergren eksempelvis mailede input til Holsts valgkampagne til Ingemann.

Bo Libergren forsvarer sig med, at han ikke var klar over, at Christian Ingemann hjalp Holst med valgkampen i så stort et omfang, som det har vist sig at være tilfældet.

»Jeg havde kendskab til, at han var personlig assistent for Carl Holst, og jeg var vidende om, at han var ansat i Råds- og Direktionssekretariatet. Men jeg vidste ikke, at han førte valgkamp i det omfang, som Statsforvaltningen nu har dokumenteret,« siger Bo Libergren til Vejle Amts Folkeblad.

Bo Libergren og den øvrige Venstre-gruppe i Region Syddanmark valgte mandag aften sammen med resten af regionsrådet at politianmelde Carl Holst.