De er blevet kaldt »mørkets fyrster«, »Darth Vader« og politikernes »lænkehund«. Men en betegnelse sniger sig stadig mere ind i beskrivelsen af landets spindoktorer: Partisoldater. Det skriver Berlingske.
Den lille branche for særlige rådgivere, som de formelt kaldes, har forandret sig meget, siden de for 15-20 år siden for alvor indtog Slotsholmen. Hvor Journalisthøjskolen og dagspressen tidligere var bredt repræsenteret på rådgivernes CV, bliver spindoktorerne i dag oftere udklækket på statskundskabsuddannelserne og har tætte relationer til det parti, de arbejder for.
Foreløbig har den nye V-regering udnævnt 15 særlige rådgivere, og ifølge en optælling, som Berlingske har foretaget, har 13 heraf været forbi Venstre i deres karriere. Enten i partiets sekretariat på Christiansborg, for Venstres Ungdom eller som rådgivere for de nye ministre. Tre er hentet direkte fra Venstres sekretariat på Christiansborg, hvor knap halvdelen af de nye rådgivere tidligere har været ansat.
En stor kontrast til dengang, Anders Fogh Rasmussen (V) indtog Statsministeriet og headhuntede en stor del af den nye VK-regerings spindoktorer blandt de politiske journalister på landets nyhedsredaktioner. I en betænkning om spindoktorer fra 2013 fremgår det, at halvdelen af VK-regeringens særlige rådgivere i 2004 havde en fortid ved de store dagblade eller den elektroniske nyhedspresse. Kun en gruppe på tre-fire særlige rådgivere havde en baggrund som medarbejdere i Venstres Christiansborg-sekretariat.
Professor Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet har været medforfatter til flere betænkninger om brugen af spindoktorer, og han bekræfter udviklingen.
»De særlige rådgiveres profil er helt klart skiftet over tid. Oprindeligt var der slet ikke noget partipolitisk mønster i det, og de var en form for specialister inden for kommunikation. Nu har man så fået nogen, som har en anden profil. Fordelen må være, at de har et indgående kendskab til partiets politik. Ulempen er, at det kan blive sammenspist, og man risikerer i højere grad at få eftersnakkere,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.
De særlige rådgivere har jævnligt trukket overskrifter i medierne som under skattesagen, hvor Troels Lund Poulsens (V) tidligere rådgiver, Peter Arnfeldt, var sigtet for at lække fortrolige oplysninger om daværende S-leder Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands personlige skatteforhold. Københavns Politi droppede sidenhen sigtelsen.
Eksistensen af de særlige rådgivere i ministerierne har ofte været til debat, og den nye udvikling med flere partisoldater blandt rådgiverne får da også Dansk Folkeparti op af stolen.
Partiet advarer mod, at der er ved at snige sig en farlig kultur ind på det danske embedsapparat, fordi man nu bevæger sig endnu længere væk fra den klassiske embedsmand, der er uafhængig af partipolitiske interesser og arbejder videre uanset regeringens farve.
»Jeg synes, det er skatteborgerne uvedkommende, og man risikerer en amerikanisering af dansk politik, fordi man i stigende grad udskifter embedsmandsapparatet med nye partisoldater, når der er valg. Her skal man spørge sig selv, om det er dét, vi ønsker, og naturligvis er det ikke det,« siger Peter Skaarup (DF) og peger på, at der har været flere »uheldige episoder« med spindoktorer, også under den tidligere regering.
Her røg tidligere skatteminister Holger K. Nielsens (SF) særlige rådgiver eksempelvis ud af ministeriet, efter at han blev taget i at spinne mod Socialdemokraterne om øremærket barsel til mænd. Kort før valget måtte daværende transportminister Magnus Heunicke (S) også »beklage dybt«, efter at han sammen med sin spindoktor var blevet beskyldt for at overfuse en lokaljournalist fra TV 2 Fyn – optrinnet blev nemlig fanget med skjult kamera.
Peter Skaarup mener, at de mange sager blandt andet skyldes, at rådgiverne må forlade deres arbejde, når ministeren mister sin post i modsætning til at være ansat på almindelige embedsmandsvilkår.
»Det bliver lynhurtigt sådan nogle kamikazepiloter, hvis karriere falder helt sammen med ministerens. Man kan roligt forestille sig, at hvis man selv var ansat i sådan en stilling, ville man have mindre loyalitet over for apparatet, og så ville ens loyalitet være 100 procent over for ministeren. Det skaber en skævvridning, hvor der er nogle celler, som ikke er en del af det neutrale embedsapparat, som vi kender i Danmark,« siger Peter Skaarup.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V), kan ikke se problemet med partisoldater som særlige rådgivere i ministerierne.
Tværtimod kalder han det »utrolig naturligt« at »bringe en ven med ind udefra«.
»En særlig rådgiver er jo en politisering af embedsværket. Det er det, funktionen er. Embedsværket er og skal være apolitisk, og det er derfor, man har mulighed for at medbringe en særlig rådgiver udefra, som netop også har de politiske briller på. Det er ret naturligt, at man vælger én, der deler ens holdning,« siger han.
Reglerne omkring spindoktorernes rolle i regeringerne er løbende blevet udviklet over årene. Funktionen blev for alvor sat i system, da Anders Fogh Rasmussen indtog Statsministeriet i 2001. Dengang blev det tilladt for ministrene at have én særlig rådgiver, hvilket blev udvidet til to for de centrale ministre i Thorning-regeringen.
Ofte er spindoktorerne blevet tillagt stor betydning for deres arbejdsgiveres beslutninger, ikke mindst i fiktionens verden, hvor Lars Mikkelsen har spillet grå eminence i filmen »Kongekabale« og Pilou Asbæk ageret statsministerens ene hjernehalvdel i TV-serien »Borgen«. De beskrivelser er helt ude af proportioner, mener Tim Knudsen, der er professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet:
»Det er jo et fuldstændig fortegnet billede af, hvordan et statsministerium fungerer. Departementschefen er reduceret til én, der holder frakken for ministeren, mens spindoktoren tilsyneladende har en enorm indflydelse. Det har intet med virkeligheden at gøre,« siger han og uddyber:
»Jeg mener, at der specielt i 00erne har været et hysteri, hvor man overdrev deres betydning. Der kom mere ro om det efter valget i 2011, men det paradoksale er, at de måske frem over får større indflydelse, end dengang der var en masse ballade, fordi de er partifolk.«
