Når kommunalvalget er overstået, håber Morten Løkkegaard at være medlem af både byrådet og EU-Parlamentet.

København. EU-parlamentsmedlem Morten Løkkegaard stiller op for Venstre i Gentofte, når der er kommunalvalg i efteråret.

Det skriver Altinget.

- Nu har jeg boet i Gentofte Kommune i snart tyve år, og jeg har alle årene ærgret mig over, at Venstre ikke fylder noget mere i lokalpolitikken, siger Morten Løkkegaard.

Han opnåede ikke valg til EU-Parlamentet i 2014, men overtog Ulla Tørnæs' (V) plads, da hun blev uddannelses- og forskningsminister sidste år.

Bliver Morten Løkkegaard valgt ind i Gentofte byråd, vil han fortsat beholde sit job som parlamentsmedlem.

Han mener, der er god plads i kalenderen til begge dele.

- Jeg er i Danmark to dage om ugen, hvor jeg arbejder med EU i Danmark på Christiansborg. Der er ikke noget nyt i det.

- Nu skal jeg bare indimellem også tage et møde i byrådet og arbejde på det lokale niveau, siger Morten Løkkegaard til Altinget.

Ud over at styrke Venstres lokale profil vil Morten Løkkegaard også arbejde på at gøre det europæiske arbejde mere synligt i Danmark.

- Vi har brugt de første fyrre år på at integrere Danmark i det europæiske samarbejde. Nu kan man passende bruge noget tid på at integrere det europæiske samarbejde i Danmark, siger han.

Kommunalvalget finder sted 21. november i år.

/ritzau/