Stjal pengeskab med ca. 100.000

Det er lykkedes for natlige indbrudstyve at hive et pengeskab op fra kælderen under en restaurant i Slagelse og stikke af med de cirka 100.000 kroner, som man formoder, skabet indeholdt.

Ifølge politiet i Slagelse opdagede personalet på restaurant "Bygningen" i Eriksgade i eftermiddag, at pengeskabet var væk. Ud over pengene indeholdt det også spiritus samt nogle chekcs.

Tyveriet er sket i tidsrummet mellem klokken 23 den 1. januar og middagstid i dag.

/ritzau/